FraEmpiretiden_I

181

Hvor Viftepalmen gynger i Zephyrs lette Vind, Som liflig Køling bringer til Vandringsmandens K in d ; Hvor grønklædt stedse Egen saa stolt og frodig gror Og kæmpestor sig hæver af frugtbarsvanger Jord. Hvor smukt Oranjer gule bag Løbet titter ud, Og Lau rbæ rtræet breder sin Krone skøn og p r u d ; Hvor Nerierne stande med Knopperne i Brud, Og al Naturen priser med Duft og Pragt sin G u d ; Hvor Zederlunden dufter og Daddelpalmen gror, Og skjult i Blomsterbuske en Fugleskare b o e r ; Hvor Druen dier Ranken, som Barnet Moders Bryst, For siden selv at ofre sit Blod til os i Høst. Mens overalt sig hvælver en Himmel klar og ren, Og Uskylds-Blomsten smiler paa Myrthens fagre Gren, Soldaten stille lytted’ til hvert af Paulus Ord, Mens han om Kristus talte, som vandred’ her paa Jord. Hvor Kærlighedens Lære han bragte til os ned Og kvalfuld Død paa Korset for Syndeslægten led. Hvert Ord fra P au lu s’ Læber ret faldt i frugtbar Jord, Thi trygt den unge Kriger nu Kristi Lære tror. Med Fred i deres Hjerter de skrede begge op Til Sommas høje Sletter, som krandser Bjergets Top. Der over Parthenope*) de skuede med Lyst, Mens Troens, Haabets Engel tog Bo i deres Bryst.

*) Den jom fruelige, et af N eapels Tilnavne.