FraEmpiretiden_I

187

Hans Navn var Ridder Schreckenwald, et Navn, han bar med Rette; Thi Mord betegnede hans Vej, ej Blod ham kunde mætte. De vilde Lidenskabers Glød var stærk i Mandens Indre, Og Had og Hævn og Grusomhed man saa i Øjet tindre. Hans Borg var stærk som Klippens Grund, hvorpaa den kækt var bygget, Og hvert et Rum og hvælvet Hal med røvet Guld ud­ smykket. Ja, Schreckenwald han var en Skræk langs Donaus Cobol- vande, Den grumme Røvers Navn var kendt i flere Verdens Lande. II. Det var en Sommermorgenstund, da Solens Straaler milde Blev hilset af den frie Fugl med Glædens klare Trille. Man over Donaus Bølger saa et prægtigt Skib at glide Med Glædens Flag paa højen Mast og Sejl som Sneen hvide Om Bord stod Ridder Theobald med Bruden, han har hentet i Bayern-Land, hvor hun er født og længselsfuld ham vented’. Det unge Par nu sidder fro i Sejlets Læ og Skygge, Og hvisker Elskovs søde Ord og drømte kun om Lykke De taler kun om Kærlighed, om Elskovs Fryd og Smerte , De hviler i hinandens Favn, mens Hjerte slaar mod Hjerte Han kysser hendes Purpurmund med ungdomsfyrig Varme, Imens hun hvilte øm og huld ud i sin Brudgoms Arme.