DenDanskeKomediesOprindelse_1918

162

skriver (Arkivar) og i denne Stilling døde han den 31. Marts 1759, 6772 Aar gammel1). Hans Løbebane viser, at han var en brugelig Embedsmand. Det der har nedkaldt Eftertidens strenge Dom over hans Hoved, er ikke hans Komedieskrivning i og for sig, men hans Forsøg paa at omstøbe Holbergs Politiske Kandestøber (1724)2). At denne mærke­ lige Forbedring til det ringere skyldes Paulli, kan man ikke læse sig til paa Titelbladet, thi Paullis Politiske Kandestøber var efter Skik og Brug anonym; men det er en litterær Tradition, hvis Ægthed er hævet over enhver Tvivl og kan føres nær op mod Samtiden. I Benja­ min Dass’es Afskrift af Don Ranudo og Komediens Ligbegængelse (fra Tiden omkring 1732) findes tillige indført „Tvende splinternye Breve“ og dertil knytter Afskriveren følgende Notits: Impressæ sunt hæ litteræ, qvarum priores scriptæ sunt a Joach. Richardo Paulli, hodie consiliar: Cameræ Reg:, qvi olim varias conscripsit comoedias, uti et comoediam diet: Stannarium Politicum in melius mutare conatus est. . . Ogsaa her maa Paullis Færd bedømmes ud fra særlige Forudsætnin­ ger. Man maa vel erindre, med hvor stor digterisk Frihed Datidens Dramatikere benyttede sig af andres Arbejder og i hvor forkvaklet og omkalfatret en Skikkelse adskillige Digterværker kom paa Scenen. Paulli nærede den største Beundring for Molière, men havde ikke Øjet aabent for Holbergs Mesterskab. I Brevet til Hans Mikkelsen i den omstøbte Kandestøber tilbød han i al Troskyldighed sine bona officia til fælles Arbejde for den danske Skueplads. Tilsyneladende begik Holberg for en Gangs Skyld en Dumhed — han gav sig til at dræbe Fluer med Kølleslag. Til det yderste var han bleven opbragt over Paullis Dristighed, næppe mindst over den omstøbte Komedies Tilskrift, hvori Paulli fraterniserer med den „kære gode Hans Mikkelsen“ og for dem begge stiller Molière som det uopnaaelige Maal; intet maatte oprøre Holberg mere, han som trag­ tede efter Sidestilling med Molière højt over alle de andre. Havde han i sit Svar i de „Tvende splinternye Breve“ brugt Latterliggørelsens Svøbe saaledes som i den kostelige Dedicatio til Phønixberg, havde han i vore Øjne været menneskelig større, nu tugtede han med et Alvor og en Grundighed, der viser, at han fandt en langt farligere Fjende i denne Medbejler, der indtog en agtet borgerlig Stilling, end i Bogtrykkeren, der snigløb ham. Men maaske var det netop rigtigt som han gjorde. Gaar man ud fra, hvad tidligere er hævdet om Almenhedens lidet dybt- ') Sjæll. aabne Breve 1717, Nr. 192; Sjæll. Miss. 1729, Nr. 144; A. D. Jørgensen, De danske Rigsarkivers Hist., S. 108 og 171; Ligprædiken i Hass’ Ære- og Efterminde IV (Kristiania Univ.-Bibl.’s Manuskripter Fol. Nr. 338 d). 2) Udgivet paany 1867 af F Bætzmann.