DenDanskeKomediesOprindelse_1918

30

Publikums Moro var det afgørende. Maaske var dog Velten, den dannede og vel oplærte Mand, noget mindre radikal i den Retning end mange af hans Kunstfæller. De tyske Komedier, der er nævnt i det foregaaende, hører til den Kategori, der gaar under Navnet „Haupt- und Staatsactionen“. Det vil i Almindelighed sige Aftenens Hovedstykke. Den nærmere Forklaring af dette Udtryk (hvis sidste Led dog hyppigt er udeladt) maa rimelig­ vis søges deri, at den stærkt dramatiske eller tragiske Handling for­ trinsvis er henlagt til de højeste Kredse, blandt Konger og Fyrster1). Maaske blev dette Udtryk først mere gængs blandt de tyske Komedi­ anter mod Slutningen af det syttende Aarhundrede; i det attende be­ nyttedes det gerne paa markskrigersk Vis af Trupper, der stod langt nede paa Kunstens Rangstige, hvad der bidrog til at kaste et Skær af Komik over det. Peder Syv sondrer i sine Betænkninger om det Cimbriske Sprog (1663) mellem „Tragedier eller Sørgedigte handlende om store Herrer, og Komedier eller Frydespil om ringere Personer“8). Det er en rent litterær Definition, hentet fra Oldtidens Grammatikere*), og kan for saa vidt ikke afgive noget Holdepunkt for den udøvende Scenekunsts Terminologi, men man ser, hvorledes Forestillingen om Tragediens Væsen og Emner nøje var knyttet til de højest stillede Per­ soner i Samfundet. Efter det alvorlige Hovedstykke fulgte, som man ved, jævnlig et lystigt „Nachspiel“, hvoraf Titler som „Der alte geizige Pantalon“, „Der Speckdieb“, „Pickelherings Anatomie“ og „Der gestopfte Pickel- hering“ er hentet fra Carl Paulsens Gæstespil ved det kurfyrstelige sachsiske Hof i 1674. De er ganske sikkert ogsaa gaaet over Scenen herhjemme i disse Aar; det sidste af dem vides iøvrigt at være op­ ført af von Qvoten langt senere (1748) i St. Kongensgade under Navn af „Den udstoppede Harlekin“. Ogsaa disse komiske Efterspil var fremmed Gods, som de tyske Trupper havde tilegnet sig af det ita­ lienske Teater, Harlekinader, med disses løse Form, der tillod Ændrin­ ger og Omarbejdelser i det uendelige, næppe nedskrevne, men spillet af Komedianterne par coeur efter et flygtigt udarbejdet Kanevas eller Scenario. Om Hauptactionerne oprindelig har foreligget i saa fast en Form, at Replikken Ord til andet sloges fast, er heller ikke sikkert; x) Mantzius’ Forklaring (De store Skuespilleres Aarhundrede, S. 11), der har Lighed med Bobertags (anf. Afhandl., S. 186 f.), vil næppe kunne bi­ faldes, Dahlgrens (Anteckn. om Stockholms Theatrar, S. 11) ikke heller. Nyere tyske Forskere staar tvivlende over for Udtrykkets egentlige Betyd­ ning (se f. Eks. Litzmann i Archiv fur Theatergeschichte II, 67). a) Danske Grammatikere, udg. af Henrik Bertelsen, I (1915), S. 200. *) Sml. Citater hos J. P. Jacobsen, Det komisxe Dramas Oprindelse og Udvikling i Frankrig (1903), S. 14.