S_Punch_1880

3

4 ) Den dekorerede « Professor » E r t l e w , Den ugrammatikalshe S a h l e r t z ,

«Mine Herrer! I tyve Minutcr! Vær saa artig! Kom kun og se!» Med et Sving sin «Digtning» han slutter Og tegner, mens Pennen sprutter Sit berømte Mærke: H . D . Der trampes og applauderes, Paa hans Sundhed drikkes eri Dram, Med en Bajer Signoren trakteres Og derefter annonceres: En Komiker — «Frem med ham!» Hr. Doktor S ch a n d o r p h — som «Børste» Kostymet er meget korrekt, Jargonen er god for det Første, Ederne ere af de største, Og «Duften» — ja den er perfekt. Det er lige derude fra «Kulen», Der er Realisme deri. Han er ret paa sin Plads her i Bulen, Sikken en Jubel i Hulen: — Ja det er sch’gu god Poeschi! Og Efraim, Ruben og Moses Kommer og trykker hans Lab: «1 voreses Avis schkal han roses, Alle de andre schkal foses, Men han schkal ha{e Kjærtegn og Klap.» Og Doktoren la er sig bedrage Af al denne Viraklugt,

De m odtes : I Aviserne, li r s le to sag d e: Pedel l S a h l e r t z sagde: Idiot! E nden b lev: Slagsmaal. Folk sagde: Lud os nu lale om noget Andet.

5 J Den berømte H. P. I l o Is t,

Den glade R ic h a r d K a u fm a n n , De modtes; Paa Skydebanen. H . P. H o ls t sagde: G ratulerer til Ordenenl E a u f m a n n sagde: Tak i liga M aade! Enden b lev: At de blev enige om en ny Udgave a f M o lié r e. Og Folk sagde: Herre G u d! 6 ) Den beskedne H o lg e r D r o e h m a n n , Den slebne Doktor S c lia n d o r p h , De mødtes: P a a Finansloven. D r a c h m a n n sagde: Skulde man være Alvorsmand paa Sligt f S c h a n d o r p h sagde: Fanden gale m ig! Enden blev: At de gik paa Sold sammen i M o r g e n ­ b la d e t . Og Folk sagde: Stakkels H o r ch s e n i u i ! «Synes De saa ikke, Svalen er et yndigt Stykke?” P unch vaagnede. Det var Husets Frue, der talte til ham. Punch mumlede Noget om smukke Vers, poetisk Tanke, fin Form. Der var Ingen, der hørte, hvad han sagde. De tre Etatsraader spillede L’hombre, Kammer- junkerue gjorde Kur, Damerne drak Vand, og de unge Digtere saa stadig idiotisk-geniale ud. Saa listede Punch hjem og drømte hele Natten om Dyreryg, Aktier og Valg af Borgerrepræsentanter. En Matinée.

Og af sine «Unge Dage» Han prøver at foredrage. Han synes selv, det er smnkt. Men det gjør slet ingen Lykke — Nej Sjovervisen igjen! Et rigtig Skraldemandsstykke, Og Eder drøje og tykke — Det er Specialet min Ven. Hr. Doktoren griber i Strængene Og syuger sin Vise om PI o u g , Ja nu faar vi Smæk for Pengene, Det kribler i Jødedrengene, D e n Vise — ja den var grov. De osende Lamper stinke I det snavsede Morgengnavs- Hul, Udenfor Solstraaler viuke, I Sneens Krystaller de blinke

Morgengnavets Kippe Der holdes en Matinée Der hører man hvæse og pippe Paa Tribunen en gammel Xantippe. — Jo, det er en rar Kafé. Med pøbelagtige Lader Sidder en skraalende Flob, Fra Byens snavsede Gader Ud og ind man vader Og slaar mod Bordet sin Stok. Først træder en «Hurtigmaler», Signor D r a c hm a n n op, Hor bare, hvordan han praler, Kun om sig selv han taler Og retter sin lange Krop. Af alle Kræfter haa smører Nu op paa Kryds og Tvers, Penneas Skratten man hører, Mens op paa Papiret han kjører Sine lange, buldrende Vers.

Som ægte skinnende Guld. Vi vil ikke sidde og svire Paa denne sjofle Kafé,

Hvor Raabed og Raaddenskab spire. Nej, min Ven, vi gaa aldrig tiere Paa Morgengnavs-Matinée.