S_Punch_1880

98

Hvor Forskjellen hæves paa mit og dit Ved Dynamit Og fejge Snigmord bii’er hædret og spurgt Blandt ædelt og stort, Hvo dømmer saa, hvad der besjæler En Rødhud o g S iv a s Kvæler? En H a r t m a n n , en ganske gemen Bandit, Aldeles frit Kan gi’e sin Skændselsgeschichte til Pris I en britisk Avis, Og blive Hædersmand kaldt i En Lykønskning fra GARIBALDl! Men Samfund, der tager en Morder i Favn I Frihedens Navn Og gi’er en forløben Galgenfugl E t «lovligt» Skjul, Gaar sikkert til Bunds i en Dyndflod I den sig nærmende Syndflod. Hvad der laa om Smerret. pede over Gaden, svippede om Hjørnet og busede lige midt ind mellem en kuglerund, selvtilfreds Ejdammerost og en sort melankolsk Spegepølse paa Høkérens Disk, hvorefter, den som en vilter Kattekilling foer op og ned ad Mo g e n s e n s hvide Forklæde, trak ham i Frakke- skjøderne og tilsidst lagde sig kjælen og dorsk henad det sandbestrøede Gulv. Og i Mog e n s e n s Hjerte var der Foraar, derom vidnede den opknappede Vest, den aabenstaaende Skjortekrave, hvorfra en lille Snip V •' Uldtøj beskeden kiggede ud i Verden, de talrig frem- brydende Knopper i hans aabne mandige Ansigt, og, fremfor Alt, det vennesæle huldsalige Grin, hvormed han stak sin glinsende Haand ned i den forhenværende Smørfjerding, der nu gjør Tjeneste som Bolig for hans Omsvøbsuepartement, og derfra uddrog et Stykke be­ skrevet Papir, hvori han indviklede Smørret, efter først at have ladet Punch lugte til det for at overbevise sig om, at det ikke var « Kunstsmør », nien fineste Herregaardssmør, prima Notering (se: Philip W. Hey- mann). Punch ilede hjem med sin kostbare Skat, overgav Fru Punch Smørret, satte sig derpaa til Eette i sin Stol med Smørpapiret foran sig og læste: «Mine Anskuelset' angaaende en indgiven Begjæ- og gled derefter i en bre< oraarssolen kastede som en kaad Skoledreng hele Haand* fulde af fornøjelige, guldglim­ tende, varme Straaler i Grams henad det med gullandske Fli­ ser kantede Fortov, den kys­ sede Tjenestepigen i Nr. 8 paa hendes biede, purpurfarvede Kind, den blinkede i Vejrhanerne paa Helliggeists nye Kirketaarn Strøm ned ad Kirkemuren, hop­

C iv ilisa t ion o g B arbar i.

JYulturen gaar fremad med Kæmpeskridt, Man siger saa tidt; Snart over den vide, udstrakte Jord Man ser dens Spor. Dog truer den med at fordærve Mennesket, Skabningens Herre. Man dyrkede Visdom og Humanitet Paa vor Planet, Samfundet tog med en varsom Haand Paa hver trodsig Aand Og viste sig selvfomægtende Endogsaa mod Tyveknægtene. Men hvad blev nuFølgen ? Hvert lumpent Komplot Mod Lov og mod Drot, Hvert Morder- og Mordbrænderkompagni Fandt Sympathil Ja, somme sank som Martyrer Til Toner fra D r a c hm a n n s k e Lyrer! Evropa! Dit Navn har som Dannelsens Sol E t stolt Monopol! ; ^ , For Kundskab og Dyd dine Sønner uddrog Paa Vikingetog Og udbredte renere Sæder Hos Urskovens Menneskeæder. Men hvad har du selv af Kulturen som Frugt? E t goldt Produkt, En glimrende Nøddeskal, prægtig forgyldt, Med Raaddenskab fyldt,

Og tæt under Skallen yngler Skarer af Orme og Slyngler.