S_Punch_1880

114

A t den var et Gode, vi nu kan forstaa. D e s væ rre skjønned’ vi daarlig derpaa, Imens vi nød god t af dens Levned. A f Husfreden var vi saagar lidt kjed ; Nu har over vor Utaknemlighed Den rigtignok grusom t sig hævnet. Den sendte os Folketinget igjen; Og denne Forsam ling a f udkaarne Mænd E r ikke nær saa .fredsommelig Som Ugen, den stille, vi aflivet fik Med Paaskekoncert og Passionsmusik; Men den er langt mere kjedsommelig. Den b a j e r s k e Lov til Kvindernes Vel Som Landstinget naadigst ej slog ihjel, H ar a tte r gjort T inget en T im e glad. Med dette P rodukt er der m eget i Vej'n, Den blev haanet af H øru p , forsmaaet a f KLEIN Og endelig «ændret» af RlMESTAD. Den bliver nok fæ rdig; men hvordan d et gaar Med alle de vigtige Sager i A ar, Derom ingen Kundskab man ejer. «Loyalt skal vi hand le !» som BERG han si’er. B lot ej hans loyale Samarbejd* bli’er T il lutter — A p r i l s n a r r e s t r e g e r l gaar i Danmark. Hver Aften kommer der oa lille Jødedreng løbende fra D a ssa visen og siger ham, det er rigtigt, hvad haa har drømt, og at han kan godt blive ved, for Theaterbassen er endnu ikke i nogen ordønligFare, men kommer den i en, saa vil H o lg e r D ra c hm a n n rejse sig, saa Bordet vælter og Opvar­ teren kommer løbende med Aftenberling&rm . Saa kommer H o lg e r D ra c hm a n n over paa Theatret med sit store nationale Drama og slaar et Slag, saa det runger, i M orgenbladet Alt dette om H o lg e r D ra c hm a n n sad Punch og fortalte sin lille Sønnesøn, og den lille Dreng vidste, at Alt, hvad Punch sagde, det var sandt. Og medens Punch sad og fortalte, saa tegnede han paa et stort Billede; det skulde forestille H o lg e r D ra c hm a n n og sættes paa Bagsiden af Bladet, for Punch var ogsaa Historiemaler, og en Historiemaler det er saadan en Mand, som maler berømte Folk i Situationer til J a ­ co b sen s Frederibsborg-Samling, og her havda han malet H o lg e r D ra c hm a n n , der stod saa lang og stolt med sit store Skjæg og holdt i den ene Haand den store Trefoldighedskanon og med den anden Haand støttede han sig til Realismens nye Yaabenskjold. Hvad førte Realismen i sit Skjold? Ja det kunde Punch fortælie. I det ene Felt var der afbildet en gammel graa So med smaa røde Grise. Og Punch saa paa Soen og tænkte paa S c h a n d o rp h , og han saa paa de røde Grise og tænkte paa G je lle r u p og E rik S k ram , og medens han saa paa de røde Grise, saa skinnede de endnu stærkere end før, og de blev

j

G j e n s y n e t s G læ d e r .

%

0

|\

'i:;^ x V T > \;, iv .

( 7 < ^

> - V \

Ø

j L [ - r ^ m s Å

i ^

f & 2 s r a f t f e % ^ > K

f H

V %

f i l ' K W

W i i "

— j

- s , , . -

D e t gode varer des væ rre saa kort, O g Sorgen, fordi det saa snart iier bort, E r en saare forslidt M ate rie; Derfor vil vi dæmpe vor Klage, fordi D et med Paaskelam for i A ar er forbi, Og med Rigsdagens Paaskeferie.

Holger Drachmann , Frit e fte r II, C , A n d e r s e n .

IC/M: , / .A 'i';; :| | P e r er i Kjebenhavn et stort | 'dKf Theater, som hedder Det li I W :l$Vy k o n g e lig e T h e a te r, det \ i ¥Jj, ffmj ligger lige midt paa Kongens * \(f k! l i k v ' Nytorv, hvor Billetsjoverne K .J& C * K - ^ mylre frem og tilbage i hun­ dredevis. Der kommer ogsaa Digterne spadserende baade franske og danske og norske, og naar de norske Digtere kommer, hilser Theatret dem med et «Bum! Bum!» for saadan taler Moibeeh Norsk, og det betyder det Samme som: «Tak skal De ha’e! Farvel!» — Men naar F a ra o s R in g kommer paa Plakaten, er her alet ingen BUietsjovere, for de sidder ganske bomstille inde i Theatret paa deres egne Billetter. Men Pragten i det Hele er dog Gi an el lis gamle Kafé ligeoverfor Theatret, for der er det, at H o lg e r D ra c hm a n n sidder og drømmer; han er klædt i lang Ådelskaabe med Pifter og Flænger, og selv er han fuld af Skrammer og Ar, han støtter sit Hoved paa de stærke Arme, hans store Skjæg hænger ud over Marmorbordet, det er voxet fast i D assavisen s Spalter; han sover og drømmer, men i Dromme ser han Alt, hvad der fore-