S_Punch_1880

115

til Flammer, der hoppede ud, ud af Skjoldet og dansede ped ad Gaden. «Lygtemændene ere i Byen!« sagde Punch. 9 P r enez garde aux enfants!» Men i det andet Felt vrimlede der af lutter smaa sorte Skabninger. Og Punch tænkte paa Georg B ra n d e s , Emigranten i dase gro&ze Vaterland, og han tænkte paa Ed u a rd , der slog Kolbøtter i Ude og H jemme, og han tænkte paa Doktor Levy son i Morgenbladet. Og de smaa sorte vrimlede frem og tilbage, op og ned, alle Vegne, og de kriblede og de krablede. «Hvad er det?« spurgte den lille Dreng. »Det er Grøftevand,» sagde Punch, «Folk kalder det ogsaa Dassavisen.» Og Punch fæstede sine øjne paa Hjerteskjoldet. I Bondens fattige Kro stod C h reste n B ergog tøm­ rede sit Dannevirke i Brystet; i Bondens Kro blev hans Hjerte Danmarks Folkehjerte. Og Punch tørrede sine Øjne, for han havde kjendt, og levet for C h re ste n B erg , med det sølvhvide Skjæg og de blaa Øjne bag de runde Briller, og han faldt i Tanker og aerpaa i Søvn. Han drømte om gamle Dage og gamle Aargange. Og udenfor Theatret skinnede den klare Dag, og Vinden bar fra Lirekassen de sønderjydsko Pigers «Toner helt hen over Torvet. Sjoverne gik frem og tilbage, og M o ibech hilsede paa B jø rn so n : «Bum! Bum!» Men Ho Tger D ra chm an n kom alligevel ikke med sit nationale Drama. Der skal pirres anderledes ved ham, før det kommer, men det kommer nok, for der er Krummer i H o lg e r D rachm ann .

Ud en fo r H e l l i g e i s t e s Kirke.

— Det maa man fig-e, Kirken er bleven nydelig 1 — Men den har ogfaa, været dyr, de arme Sognebeboere. Faril blev de tvungne til at give frivillige Bidrag Og iaa blev de alligevel fatte i Skat bagefter. — Og nu venter der de Stakler en ny Skatigjen. — Saa ? Hvad er det for en ? — Skat Rø r dam 1

Begjærlighedsdjævelen stikker Dog frem overalt sin Haand, Ikkun i Tubor g s Fabrikker Der er man aldeles sikker Paa at træffe Forsagelsens Aand. Der samler man ikke Skatte Til Føde for Rust og Møl. Naar Status man overvejer, En svævede Gjæld man ejer Samt Gjødning og Tuborgerøl. — I vort forenede Dampskibs- Selskab mau T ie tg e n saa Lig en Samson, vældig og bister, At kalde H e llm a n n Filister Og med »Kajen» paa Flugt ham at slaa. Ja Ti et gen er Børslivets Heros, Af Mønt har han Lommen fuld. I vort filistrøse Samfund Er han en selvskreven Samson; Men han vælter ej Templer omkuld Nej, han har af Tempelruiner Et Vidunder os beredt: Naar Kirken er færdig bygget, Da vil hans Ruin stande smykket Som — M e rk u rio site t.

I V a a b e n b rø d re n e s Møder Er Ufreden ikke forbi; Der toned’ fra Brødrenes Masse Om deres Begravelseskasse Et sørgeligt Litani. Men Selskabet for Peder M adsens Og S ø to rv e ts Arkitektur Sig fryder ved sine Renter; Om hele trend e Procenter Saa lystelig sang man i Dur. I Banken for Industrien, Hvor Høymann var frelsende Skjold, Herte man ikke hans milde, Sølvklare lokkende Trille: Nu sang han forstemt udi Moll. Den stakkels Kommersraad fik her Slet intet Kommers bragt i Stand; Ej Selskabet lod sig fortrylle : Det blev paa hans Maglemølle Denne Gang slet ikke Vand. Man ser, at formegen Vandgang Kan Skuffelser volde og Men; Men Tab det ogsaa kan bringe, Naar Vandgangen bliver for ringe; Det ser man ved Rysse nsten.

4 ) Tii Generalforsamling Begiver sig en og hver, Naar ham den Rolle er givet At stande Forretningslivet Saa temmelig (aktio-)nær. •Til Generalforsamling!» Er Løsenet, Aarstiden fik; De høre til Dagens Orden Og klinge som Grund-Akkorden I Foraarets glade Musik.