S_Punch_1880

6

En Hær lov i Folketinget kom ind, Hvis hurtige Fremme hvert folkeligt Sind Baade kunde og burde billige. Hvor langt er man kommen med denne Sag? Den sover i Udvalg den Dag i Dag Om Kap med den gode Villie. Ved Skol eref ormen Debatten var lang, Og Be r g og J en s Busk og F i s che r og Tang- Samdrægtig dansed’ Kvadrille. Og dog fanger Loven knap bliden Bor, Er med Brandpolitik i Familie. A l b e r t i s talende T i ende l ov Kan ingen benægte, er lidt for grov Konfekt for den gode Vi l l i e. Og nys ved hin Lov om Cha r l o t t enbo r g S l ot Til Udstillingsfonden man- havde et godt -Øje, det saas hos adskillige. — Nei, én Ting ydmyg bekjende vi maa: Den gode Vi i i i e vi kan ej forstaa Endog med vor beds t e Villie. kjøbe de to Porcellæns Spyttebakker med Guldkant og Navnetræk, som han forærede mig til Jul, men Pyt! det tror jeg saamæn ikke et Ord af, og saa tredie Juledag, da vi er til Middag hos Fru Thomsens, tager han uden videre Fru Jensen til Bords, skøndt han skulde taget Kanceliiraadinde Olsen, som er meget fornemmere og saa kan De tænke Dem, der sidder den Laps og er saa lækker og gjør sig til Nar for ailo dem, der havde øjne i Hovedet, og ved Stegen sér jeg ham ligge en stor syltet Blomme, den allerbedste der var og som jeg vil have havt, over paa Fru Jensens Tallerken og saa snakker han oven i Kjøbct netop i det Samme noget gyseligt Vrøvl om Pioser og yndelige Blommer og Blommerne var jo rigtignok meget yndige, men at kalde Fru Jensen en Rose det er dog for galt med hendes Teint saa det maatte da være en Gloare dø Disjoug og det sagde jeg ganske højt til Fru Thom­ sen for jeg kunde ikke bare mig og da vi saa kom hjem, gav jeg jo Sørensen det glatte Lag, men saa blev han kjæphøj, kan De tænke Dem og -spurgte om jeg var fra Forstanden og det skulde jeg tage imod! Nej De kan tro nej sødo Fru Schrøder — Tak en lille Kop til — at jeg lod ham vide hvad for en nedrig Don Johan og Mefistofeles og Vilhelm Tæll han var og at jeg ikke vilde finde mig i at haanes og sættes til Side, og saa gav jeg ham Blommerne at tygge paa og dem kunde han ikke fragaa, og vilde han endda bedt om godt Vejr men De skal ikke tro det og nu har jeg taget hans Frokost-Snaps fra ham indtil han gaar til Bekjendelse, men De kan nok tænke søde Fru Schrøder at en Kone som mig, der virkelig har det ømmeste Hvis ei Pladsen som Overdirektør Bliver Len for den gode Viiiie. Den Medfart, man gjerne ønsked’ beredt Vor Hø j s ko l e og vort Kommun i t e t ,

Den Hensigt, Demokratiet har Med alle dets Midler, skal jo være klar, Uskyldig og ren som en Liliie! — Kun Skade, at Pokker driver sit Spil Med Yenstre, hver Gang det for Alvor skal til At bevise sin gode Y iilie . Henrundne ere alt Maaneder tre, I hvilke vor Lovgivertrop lod sig se Paa Folketingssalens Tillie; Og hvad har i den Tid de faaet i Stand? En lille Stump L o v om Af l e dn i ng a f Vand Blev Frugt af den gode Vi l l i e !

Kaffen.

Fru Sørensen. Tak, en lille Kop til i Anledning ! af det nye Åar, sode Fru Sckreder, og Tak for det gamle og gid De nu maa have det rigtig godt, hvad De jo sagtens kan, fordi De er ganske alene og har kun Dem selv at tænke paa og ingen Sorger, for selv om det kniber lidt en Gang imellem for Dem, saa Herre Gud, det er da kun udvendige Sorger, og ikke af dem, som knuser ens Hjerte og hentærer ens Sjælero, saadan som jeg har, nemlig med Sørensen paa den senere Tid, og De véd jo nok, at Sørensen og jeg altid har levet saa fredelig og endrægtig sammen og han er jo rigtig nok | ikke saa godt et Gemyt som salig Petersen, den Engel, skøndt han var kun Rodemester, men nu paa den sidste Tid er Sørensen bleven saa væmmelig og saa — uh! og jeg skulde egenlig ikke fortælle det, men til Dem, søde Fru Schrøder, kan jeg nok betro mig, at De kan tænke Dem, nu er det gamle Skabilkenhoved begyndt at gjøre Kur til hende, den unge Fru Jensen, De véd, hende Enken, Bom er saa koket og saa ækel, skøndt hun er næsten fyrretyve og det er saarnæn hverken hendes eget Haar eller hendes egne Tænder, hun gaar med, og jeg mærkede det godt fer Jul, at Sørensen var saa sær og en Dag kom han en hel halv Time for sent hjem til Middag og vilde ikke sige, hvor han havde været og bagefter paastod han, at han bare havde været inde og