S_Punch_1880

123

en Cremant, hvis Perler gik til Vejrs som Ildkugler fra et Fyrværkeri og stod som det fedeste Flødeskum (Stærk Hosten). Men den kom ogsaa paa 6 Kroner 50! Efter | at have givet denne Antydning skulde han endvidere un­ derrette Forsamlingen om, at han havde komponeret en smuk Vinpunch, der særlig egnede sig til at nydes som Iepunch, og havde givet den Benævnelsen; N o r d e n - skjølds-Punch (Bifald). Den var tilberedt af de bedste og uskadeligste Ingredienser og efter vore første Lægers Vidnesbyrd absolut gavnlig for Sundheden. Saafremt man nu til et eventuelt Festmaaltid gjorde en større Bestilling hos ham af hans Vine, vilde han efter Bordet traktere Selskabet med denne Punch ad libitum (Stærkt Bifald). Skomager K ruse havde en Gang tænkt paa at holde • N utiden ». For det var dog rart at folge med, og der var smukke Billeder med en ligesaa god Text; men saa havde han opgivet det, fordi han kunde faa det at læse i Klubben, men der kom han aldrig paa Grund af Tiden, saa han vidste ikke en Gang, om der havde staaet Bil­ leder deri af Norskøl, Palisander og Viggo og det Hele; men det kom nu heller ikke Sagen ved. For han vilde blot sige, at han syntes, det var for galt saadan at give sig til at sejle udenvidere; dersom saadan alle Mennesker blev sejlen- j de, saa saa det galt ud. Og hvad havde saa Norshol fundet? Det bare Vand — med en Klump Is i! Det var en kold En l Ja det kunde gjerne være, at de fres deroppe, men de havde vel et Thermometer med, som blev opvarmet hver D ag ; saa de led da ingen Nød. Men han vilde bare sige, j at han gav ikke sine 1 5 Kroner ud til et Ædegilde med Drikkelse og Vrøvl i Anledning af noget, som han ikke vidste, hvad var. For de Penge kunde han faa sig noget nyt Sommertøj; ja det gav allerede et helt Sæt i ham i ham, naar han tænkte paa: at give 15 Kr. ud for at drikke det Sprøjt, som Vinhandlerne afproppede og solgte for Vin. Skulde han have Gift, saa vilde han kjebe den paa Apotheket; og fordi man kom Rosinrom paa en pæn Flaske og slog en fin Plakat udenpaa, saa blev det dog ikke til andet end Rosinrom. Som han nu vilde

sige: hvad kunde det nytte, at han skrev udenpaa sin Dør, at han var Greve, derfor blev han dog ligegodt den Skomager, han var. Ja , nu havde han slået den Pløk fast, og nu kunde jo nogen forsøge at tage den ud igjen; *> men det blev vist ikke saa nemt; for han leverede, uden at bagtale sig selv, altid propert Arbejde; men det kom nu ikke Sagen ved. Prokurator Justesen skulde saa expedit som mulig udtale sig om den berømte Nordpolsexpeditør; han fandt, at man ikke kunde tillægge Opdagelsen af Nordost- passagen en rent passagére Betydning. Ja nn troede man maaske, at han havde en Polarræv bag Øret — ingenlunde. Han havde lige saa meget Interesse fer Passager som for den Passagér, der opdagede dem. Nordenskjold var en Isbryder i Polaregnene; han havde brudt Isen, de andre kunde jo nu bryde deres Hovede og se, om de kunde følge efter ham. Nordenskjølds Kamp for at bryde igjennem har | været en Brydekamp, men det skulde man ikke bryde sig j om; uden Bryderier naade man intet. — Taleren beklagede i paa Svedskeisens Vegne, at Nordenskjold ikke havde slaaet et Skilt op i Nordishavet med Indskrift : • Her gaar Nord­ ostpassagen*. Han fandt, at man burde anerkjende den Istapperhed, Nordenskjold havde vist, ved i Mangel af Guldmedaille at sende ham et Diplom som Æresborger i X-borg og som saadan drikke hans Skaal ved en Fest- Middag. Dette vedtoges da. Mødet hævet Kl. 10. Paa Kafeen.

denne Nordenskjøld er jo en sto r Opdager,

— Ser De,

men der er dog noget, han ikke kan opdage. — Hvad er det ? — Det er Erslev. Ham opdager han ikke. — Saa? Skulde han ikke kunne opdage Erslev? — Nei for Erslev er jo opdaget for længe siden.

/ildrig viger B an fra , hvad han en Gang siger, Det er baade Ondt og Godt. Godt, naar Venstres længste Stiger Ikke naar hans stejle Tind. Ondt, n aar mod hans Venner blot H an sin Klippestejlhed vender Og, mens de a f K am plyst brænder, Kolde Sneskred ned dem sender Fra sin Stoltheds Gletscherslot, Desforuden, Christian mærk: En P lan et, der straaler stærk, Trækker til fra alle K anter A djutanter, Sm aa Drabanter, Som sig rundt om Stjernen plan ter Og forstyrrer tidt dens Værk. F is c h e r er en slig Drabant, Fra det Fjerne Som en tvivlsom Taagestjerne Kom han hid og Pladsen fandt. — Eftermanden saa vi gjerne — K a u f f m a n n slaar saa store S vin g j Ja iblandt Gje r han i vort Folketing Venstre om og helt omkring. Christian, delte Solsystem T il et Ragnarok kan trænge, Endnu ga a r det i sin Gænge ; Men hvor længe, Er kun nu et T id s p r o b l e m.

Ingen a f os kan udfinde, H vad det er, han pønser p a a . E s t r u p I Provisoriets M and! Han, der aldrig veg tilbage, Han, der holdt saa tappert Stand I de store Kampens D agel Han I? Kjære Fælter, Solen har, Som vor Videnskab beretter, Ogsaa Pletter, Som man ser med stærke Giar, N aar man dem for O jet sæ tter ; Prov en Gang min kjære Fætter E s tr u p rigtig at fixere. Forst bemærker Du en Brost, Lysten at mystificere, Det er en uskyldig Lyst, Bedre end at skvadronnere, Bringer tidt en lille Host Ind af bløde Venslresjæle, Men vil man sin Tanke fjæle O veralt og allevegne , Bli'er det tidt til ringe Trost For ham selv og for hans egne. Dernæst Mandens Egensind, — Vi har havt M inistre for, Svajende som Siv og Ror, Drejende for Vejr o‘g Vind, Op og ned og ud og ind-, E s tr u p derimod er tor, S tiv og stikken som en P ind,

Jhmbreve til Fætter K r i s t i a n i N y k jø b in g . X X . K j æ r e Fætter. Flov Du blev , F la d og rigtig sn avs til Mode. A ltfor haabefuld Du trode P aa , hvad i m it sidste Brev Jeg om Knudens Losning skrev, P a a et F ejlsyn det berode / Ja, je g tilstaar, jeg tog fejh,- M en hvor skulde man formode, B ojres Skib for fulde S ejl Styréd' in d p a a skjulte Rev. Under H avets blanke S p ejl E s tr u p s Stivsind laa som Skær. H astig R attet rundt m an hev, BjergedC Skuden M ed en Rift i K obberh u den ; D erfor lostes ikke Knuden, D erfor er v i lige nær. Skal for E s i r u p glat det gaa, Em bedsm andene foruden D yrtidstillæ g leve maa, Og Athene — stakkels K vinde — M aa sig lære selv at spinde, B v is hun ej vil nogen staa. K a n Du i dit H oved faa, H vad H r. E s tr u p h a t i Sinde? E r vi alle m uldvarp blinde?