S_Punch_1880

134

Verdens Løn.

Ham, som inan i Berlin har nyligt set Tiltrods for BlSMARCK spille Matadoren, Som har den syge Mand et Leje redt, Hvor han i Ro kan vente Silkesnoren, Som, støttet til en fast Majoritet, Smed stærke Ord i Grams hos Lord-Mayoren, Ham la’er de falde! det er utaknemmeligt! Ja det er britiskt, det er mer end væmmeligt! Han, paa hvis Ros de britiske Aviser Lod aldrig voxe Ukrudt eller Mosp Han der har «Æren» reddet og derhos I alle Tidens smaa og store Kriser Har vist sig som politisk Marchandiser Og Handelsmand med bismarcksk «Hittegods», Han bliver ved de første Folkenykker Selv aflagt mellem brugte Klædningsstykker. Hvorfor mon Folkestrømmen mod ham gik? Ja det er noget, man ej rigtig skjønner. Var hans «imperiale Politik» Maaske ej lurvet nok for Albions Sønner? Blev Cypern, han for Tyrken «reddet» fik, Og Stormen paa Kong Cetewajos Rønner Samt Kabuls Fald maaske til sidst John Bul! for dyrt? — Ja, man kan kjøbe Blaar saavel som Guld for dyrt. Nu maa han gaa sin V e j; saa byder Pligten, Naar en Minister intet Flertal har. — Han leve vil for Agerbrug og Gigten, Naar han med Portefeuillen Afsked ta ’er. —- En Trøst han har, at selv om G l a d s t o n e Saa er hans Politik ham forud klar: [fik den. Den kan umulig krænke nogen Torrie, Den bli’er af samme Surdejg som den forrige. med at gaa i Vinterkvarter, Det Hele mindede levende Lu d v i g A a g a a r d s Illustration af Suezkanalens Åab« ning, men Mogensen mangler alligevel Noget af Ludvig Aagaards dristige Genialitet og koldblodige Overlegenhed. Mogensen har for Meger af Erslev i sig. Han er for hidsig paa Grøden. Ludvig Åagaard kjendes derfor af hele den kjøbenhavnske Verden, Mogensen kun af Punch. Man beundrer Aagaard, man ler af Mogensen. Men Mogensen ør ligesom Ersiev ømskindet ligeover for Latteren og det var derfor med et tungsindigt Smil om de bævrende Mundviger, a t han i Dag saa Punch’s gratiose Skikkelse sno sig gjennem den trange Nordostpassage uden andet Uheld end, at S p i t s ­ b e r g e n , der fremstilledes af engrøn Ostog No v a j a - S e m l j a , der var repræsenteret af en Ejdammer, trillede ned i d et k a r i s k e Ha v , som dannedes af en Pose Semouillegryn. Men Mogensens storslaaede •nordiske Temperament fornægtede sig ikke. Medens han med den venstre Haand greb Ejdammeren og an­ bragte den i Dicksons Havn, for han med den høir6 Haand ned i R ø r i n g s - S t r æ d e t , det vil sige Papir­ skuffen, tog et ualmindeligt stort Blad ud, svøbte det med et eneste rask Sving om et Pund særdeles godt og ikke videre billigt Smør, og dukkede med et Nord-

v C ( f ' A )j -\ a s i l i * » 1

i m r '

edrøvelig er Storheds Lod paa Jord, Mod den er Skæbnen grusom, lig en Kajman; Naar Livets Lykke staar 1 herligst Flor, Faar tidt i Regningen en hæslig Streg man. I gamle Danmark sligt man tidt erfor, Nys saa vi jo, hvordan det gik m e d H E Y M A N N , Og nu faaer atter Israels Sønner Del i E t Skæbnens Slag: Nu falder d lS R A E L l ? Tungt, at han falde skal som et politisk Offer for den «bevidste Folkemagt*, Lig Syndebukken i den gamle Pagt; — Hans Tænkemaade var aldeles britisk, Og Hand’emaaders, som bekjendt, semitisk, Hvorfor ham Lavrbærkranse nys blev rakt. — At ham de vrage tør, er rent ufatteligt, Og Tabet bliver sikkert uerstatteligt. Hvad der laa om Smørret.

Mogensen var i det viden­ Geografien havde bemægtiget sig hans Indbildningskraft, og Yegas An­ komst paa Eheden havde bragt hans Blod i arktisk Eoidfeber Hele hans Batik bar Spor deraf: Overalt saa man Sedler med 1 Paaskrifter, der mindede om Nordenskjolds Bedrift. E t Par skabelige Hjørne.

Ottinger N o r d e n s k j o l d - S m ø r udsendte en mild anti-skorbutisk Duft. I Vinduet laa dejlige P a l å n ­ de r - S i l d og ved Siden af dem en Bunke fede E r- s l e v - P ø l s e r , over hvilke en mægtig H e y m a n n - S k i n k e blinkede polisk ned til en Kurv med frisk­ lagde H o v g a a r d - Æ g . Glanspunktet i Arrange­ mentet varalligevel Nordostpassagen, der var frem­ stilletved ensmal Gang, paa begge Sider af hvilken alle Mogenscns Oste vare opdyngede i fantastiske Bjerg­ formationer. En overskaaren Gammelost forestillede V e g a , og naar man saa nøjere til, opdaged« man Be­ sætningen, de saakaldte N o r d o s t p a s s a g e r e r , i Færd