S_Punch_1880

135

lysblink i sine isgraa Øjue aed i Dybet, som en vældig Kaskelot, der atter seger hjem til Hvalhai efter et kort Besøg i OververdeaøE. — Papiret saa ud som et Sfcilebogsblad. Det var prydet med adskillige smaa Arabesker, der omtrent saa saaledes ud:

ft Staden skulde der være Gilde A lt for hin N o r d e n s k j ø l d A f Folk, som ikke vilde Fornejes blot ved 01. Og gamle Mænd og unge De væded’ deres Tunge, Saasnart som E r s le v gav Signal Hist i Kasinos Sal. At byde Gjæster mange Hr. D r a c h n s &n n skulde gaa, Han havde Ben saa lange, Men Jodernes var smaa. Til Vega ud de for Og galed’ højt i Kor At byde de Matroser smaa Til »voreses» Gilde gaa. Og E r s l e v skulde ogsaa Være med som Præst; Hans sorte Snak den viste, At han var Kaldet næst. Det var en højlærd Mand, Klog over al Forstand, Han holdt en Thevandsprædiken Om Beringstrædets — Vand, Og H. P. H o l s t han skulde Være deres Degn, Han kan saa dejlig synge Biandt alskens Ordenstegn, Hans Sang, det er en Lyst, Han har en dejlig Røst, Den stikker hver en Poppedrengs, Og det er dog en Trøst. Og T i e t g e n skulde være Skaffer Ved Børsens Middagsbord; Thi han var den iblandt dem, som Var første Matador. I Næsen har han Ben, og i Lommen har han Mynt; Han bygger Marmorkirker op, , Og det er saare skjent. Og Tammermænd de havde, Og de var ikke sm aa; De tænkte ej paa andet end i Hovedet at slaa. • 1 Panden gaa vi om, Til den er bleven torn, Og til igjen man fylder Med Sodavand hvert Rum!» Ved Børsens Ædegilde Var Salen ganske fuld; For N o r d e n s k j ø l d man vilde Af Marken siaa L u k ul i ’. Han sa’e : »Kors! Sikket Mas, je’

F ro /esseu r de G eo g ra fis. ' O fficier de V instruction p u b liq m . Nu kan »Pedellen« gaa hjem og lægge sig, Je g har lovet at sende min Tale til Paris. Den skal staa i L ib e rté samme Aften, jeg holder den her, Og L a r s e n tager den in extenso i sit M o rgen blad. — Saa faar han ingen Plads til de andres. — Det kariske Hav, L a m ere ea riqu e, le g ra n d — Iskjælder — G la ce cavern e — F r a n k l i n osn Luftballonerne — det nyfødte Barn — l'en fa n t n o u vea u -n é — NordostpassageR — L e p a ssa g e du fro m e n t du N o rd . L a p o lo g n e , Polen — L 'h om m e avec les g ra n d s p ensées — c7est m o i ; l’homm e a vec les g ra n d titres — c'est S o l s t e i n ; l'homm e avec la g ra n d e fo rtu n e — c'est S e y m a n n . Nu maa jeg have lidt Sodavand. N o r d e n s k j o l d og P a l a n d e r faar Dotationer. Mon j eg da ikke faa: noget ? Det er godt nok sned disse Folk, der saadan sejler op der i Isen og slipper igjennem, men aefc er dog egenlig os Hjemme-Geografer, der gjør Arbejdet. Jeg har jo sagt hele Tiden, hvordan det Hele skulde gaa til: Det har j e g kunnet gjøre ved mit Skrivebord, Mon D i c k s on ikke skulde rykke ud med noget i den Anledning. Det er godt at have et Par Paradeheste paa Stalden. II o 1 s t e i n maa vel være Seraphimer. Saa giver vi et Par af Grossererne Vasaordenen, Og nogle Videnskabs- mænd? Åa skidt, vi giver G o o s Nordstjernen S Je g s i g e r , at jeg vil ingen have. Uh, hvor Pedellen maa ærgre sig. Over lam p e p u d s e r e n s D a g b o g , Sendag. F a u s t Med Madam Xæmpebolle i ; Som Margrete; Der gaar paa Omgang og Brun som Italiener. Hvortil Petersen bemærkede Følgende. »Ser Dn Severine, va je alletider har sagt a Sjæfen er liesom en Fader lie- overfor sine Bern. Som er Jer. Nemli a han serrer ikke blot for belærendes Exempeier som Træbelli aa Ristaari te Efterlinelse aa Beondring; Men osse til afskræggendes; Som Madam Kæmpebolle; Beverkende, a man føler eo suendes Længsel efter Augosta Skov aa er iie ve a savne Fru Erhart osse. For a vi ka skønne mere paa d em; Naar vi har dem. A a rimelivis ska vi osse nu opføre Stejekælderen, aa derfor ska Brun øves i a gi Italiæneren aa lære Haandeiaget. Å a Du ska bare stole paa Sjæfen, for sæl om han gør nole underlie Hokuspokus sommetider, kommer der immervæk noet godt od a det, som Du nu ka se paa Erhart aa Skram ; Som var mejet bedre end som ellers: Desformedelst. Aa Brun har faaet Belønning for sit Slid, uemli han har faaet Hovedrollen i Drakmands nye Stokke; Naar det kommer.

M

ai»7"

rY!

HU 1»1

Har havt ved hid at naa! For min Nordostpassage Fordøje nok jeg maa!» |Og Bakkus gik til hannem IOg sagde: »Hør min Ven ! Naar tror du, du kan komme Igjennem den igjen?» — »O, Ve, o Ve og Plage! Je g skjenner, at i Fald Jeg mer til mig skal tage, Passagen bli’er for smal!»