S_Punch_1880

146

T il Gjengjæld maa vi et Parti saa redeligt, Opgive som aldeles uhelbredeligt, T hi dettes Fæ rd ,—derom hver Tvivl kan spares— Kan ej forsvares.

Fo lk e l ig P a t r i o t i sm e .

kan da tage Dem, der har kjendt mig fra min aller- spædeste Barndom af, da jeg ikke var mere end 14 Aar og gik i kort Kjole og til Præsten, til Vidne paa, at jeg altid har slidt og slæbt og søgt at bringe min Familie i Vejret, men hvad kan det alt sammen hjælpe, for Juliane er jo nok bleven gift, men hvad er saadan en Hvidevareforretning, naar det ikke er paa Østergade ? Det bare Jux, søde Fru Schrøder, og det siger jeg ogsaa til Petersen: «Hør min Ven,» siger jeg, «gaa du meget hellere fra den hvide Brangsje over i den sorte og opret et Sørgemagasin paa Routen, for hvem véd, om der ikke kunde falde en Epidemi af en Gang imel­ lem, og der er jo altid Bedrøvelighed nok, og maaske kunde Du faa Leverancen til Begravelseskontoret;» men han vil alligevel ikke og sidder og suger paa Labben henne i Krestenbernikovstræde og kommer maaske kun en S ues Gange, Alt i Alt, i det kongelige Theater med Juliane, og saa kun i andet Paket, og aldrig mere end en Gang om Ugen i Skoven om Sommeren med lille Ambrosius, der dog nok kan trænge til lidt For­ nøjelse, det stakkels Barn, og De véd, hvor højt jeg elsker min Nevø Fritz Grønbæk, og hvor begavet han er, men han bliver heller ikke rigtig til noget, og nu véd jeg ikke bedre, end at han i en Fart ser at faa den Smule theologisk Exame, og saa ser at blive Frijords- og Liniebegravelsespræst ude paa vestre Kir- kegaard, som de jo nu skal have en theologisk Ka­ pellan til, istedetfor den Oberst, som først var bestemt, og der skal jo først og fremmest et godt Humør til at holde ud i den Stilling, men det har Frits, saa han kunde være meget passende, for det véd vi jo nok, søde Fru Schrøder, at det er ikke Alle og Enhver, som er saa heldig at komme lige derhen, hvor man selv hører hjemme, saadan som Richardt Kaufmann, der er draget til sin Fødestavn Provences skjønne Dale, hvor han nok skal bringe Fallesen en Buket Provins­ roser og Trubadurstykker fra til næste Sæsong, fordi Bertrangdeborn er jo bleven lidt aldrende. Ja, hvem der bare kunde leve for Poesi og Kunst, eller i alt Fald af Poesi og Kunst, søde Fru Schrøder, men vi som ikke har Gaverne, men bare Pengene, maa jo nøjes med at være Mæcenasser, ja jeg tænker ikke paa Dem, søde Fru Schrøder, som jo ikke har Raad dertil, men paa Sørensen, som har tænkt paa at for­ herlige Stadens berømte Mænd og har bestilt en Buste af Ludvig Aagaard, skaaren ud i Sveitserost og som om skal sættes paa Højbroplads, fordi Bønderne, der Ja, sødeste Fru Schrøder, jeg F r u Sørensen.

>p^aa vidt omsider kom man, næsten sovende, Men langtfra uden Synd, med Forsvarslovene, A t af Behandlinger man hele tvende F ik b rag t til Ende. F ra A ar til A ar man Sagen har behandlet Og til Makulatur den tid t forvandlet Til sto r Bekymring og til liden Baade F o r Hæ r og Flaade. Thi Folketinget, Vælgerfolkets bedste Mænd, H ar langt fra væ ret Forsvarssagens bedste V en: D et Sagen varetog med liden Varsomhed O g megen Sparsomhed. I Kassen var der nok af blanke Kroner, Men Hæren havde knap T id paa K anoner; B o j s e n og H o l s t e i n var sædeles glubske Imod de kruppske. A f Panserskibe Venstre var en Hader, Skøndt det i T inget selv slog A s s e n s - P la d e r ; Med andet Panser var man saare kneben. Ak, hvilket «Leben»! Selv nu har Folketingets vrede Guder Ej ophørt med a t gjøre Sagen Knuder: De vil kun rykke ud med færre Kroner Og — Batailloner. Thi Folk, som daglig har indprentet Hoben, A t Sparebøssen er vo rt bedste Vaaben, Betragter det, a t ofre noget klækkeligt, Som yderst skrækkeligt. Derfor de fik et Forslag lavet færdigt, Som er de brave Patrioter værdigt, D et «værner» alt undtagen, nota bene, Nordens Athene! D e n agter H o l s t e i n Paa ingen mulig Maade at forsvare, Men skaffer Venstre ved en slig Opgivelse, E n rar Oplivelse. og. hans tapre Skare