S_Punch_1880
162
En Overraskelse.
Blot nu de Tider ikke er for fjerne, Da man et gavnligt Resultat har faa’t Paa Sagen, om vort Rige man skal værne I anden eller første Linie blot. En Ting er klar, at skøndt vi tror saa gjerne, A t Venstre mener det saa grumme godt, E r deres Forsvarsplan dog kun en Lavelse Til Hæren af en Linie-Begravelse. Øttnfe ett lii&et &nu$3ug til Urdmcftctt otnm Jmnscftriigctt. Wi o Miffuer ati berette omm beller tdieipp erfyotte, menn ganfeffe alleene figerc Kodilijen. £)d), meebeni f)anb 9ta un uærenbté een erfaeren ©øc= Capitaine bolt fi eenSpeech aff Warnerfjerr uon ^e£fen, ucercnbiø fefff een fjafffbefaeren ^ongmanb poe Sanbfc joeren, foe tfjen arme ttftarrff odfj brecfebe ftcfj gutj= jammerligen odfj befomm fnart een ®tørte= 6 øe fra Uenftre odfj fnart een ©iørte=®øe fra §øgre/ enb Ijanb fjaffbe fSerre fom $attaft i Saaben, uærenbté bodb ¿erer obi Navvigatzion poe fégfanbet 23oegø od) tjafk uenbeø felff forliifet uoe !Jolcfe-'£>affuet mangen een ftottt ©fuebe. Øcfj bleff @nnen, att Stttarrffen bieff ett fjeelt Uraeg ocSj fomm briffuenbeS fomm foebann inb ubi Santjtinget titt gotjegerne, fjopenbeo att tfje/ ucerenbeS emot oføebgdfjticfje ©ftebe barremfjijertie, nitte bannem fjannfeå Lækasijer ftoppe odfj fjannå ffroeg een nge 9Jlaft, ett ngt 2 )ecf, een nge $jøi odfj een ni) fteonn inb- fette, fonnenbeå ba moffee iljet gammele fttdjterfpegl metfj fjannfeå gammelc Siaffnebrebt poe fpaere. Dcfj tfjerubaff fanb man ffjønne/ ati man fid) Rettere poe tørrt £anb fdjatt opfjotte/ naar manb ba eg idjoemmet fomm een ffifd)er poe ttfgfenftecn. Cd) miner al tfjert Parlement odfj §orfomfjeg faebfjar.b tfjen iiiben S& og S br oe ganijffe ftille metfj fcfjocfefouen, od) bilte een armt bunbe inb/ att fjan fd)ulbe famme emot tljen foerte fd)oete fegerriig døfendere/ enb famme arrme bunbe fjaffbe fiin fijæbe eg noegen tiib før oplat. fJtten fjuab icmb man eg bitte bgnber inb. ^uorhmbe tfjet gig -¡Ularrffen §rr. ^ a u fma n n obi tjamté ©tritb nietfi bgnberne. £g famme ttttarff i uærenbté een meeget mgnbidfj odfj felofloeg ©ta^Sttlan b, uilbe et) ljo§ noegen 1 aff tijen foerte fcfjoele IRoeb eg
denne Verden længe kan bestaa? Menstro dens Glæde ikke snart er ommel — I hele otte Maaneder vi saa Vor Rigsdag spilde Tid i dyre Domme; Og hver en Dag vi gik og vented’ paa, A t «det v i du n d e r l i g e » skulde komme. Dybt i vort Bryst blev Tvivlen mere kjendelig, Men lie’som den var størst, saa kom det endelig. Hvem havde troet, de M o d e r a t e s Ag t Var andet end at holde T rit med Sneglene? A t disse Danskes Vej til Ros og Magt Var andet, end i Vandgang tvætte Fejlene? A t vor Marine skulde just faa bragt F ra B L Æ S E N B O R G en gunstig Vind i Sejlene? Tænk, hvor vidunderligt! Nu har H IN L e d r e Selv stemt for Flaadens Tilstand at forbedre. ja, undskyld, kjære Læser, har man døjet Slig Overraskelse, saa bii’er man rørt, Og vi maa puste lidt, mens vi faa tørt En stille Glædestaare os af Øjet; Thi det er længe siden, man har hørt, H in L e d r e h a r p a a d e n V is os fornø jet O g skaffet v o r t b ek lem te H je rte L in d rin g ; Vi derfor nok skal ha’e ham i Erindring. Vel ved vi nok, vorProtevs var i Færd med Sit nye Standpunkt skyndsomt at forlade, A t lave Sammenkoblinger og hermed Faa hele Sagen i en anden Gade ; Ja man var næsten kommen under Vejr med, A t Loven bare blev en Assens-Plade. Men, vips, fra Fristelsen han saas at vige t Maa sligt ej kaldes «det v i d u n d e r l i g e » ?
Made with FlippingBook