S_Punch_1880

11

Dg enbog ben ¿Profete Sp$y5t©@£ oplob fin 9Runb§ Dieft og fagbe: „2Rig Bet bet at iBulomme benStunb, ba feg bilbe laane ¿Penge paa ©tubenterforeninggbpgmngen og gibe ¿polal- lerne, berfor Bør bet mig at ftaa S3fR3l?R3)@© og 359t2l6Jp-* ¿K215RSR Bi, tBi bigfe Babe toifet bereS HfceriigBeb til ^3olaf- lerne, for 56gtejIaBerne8 ©fpfb," - - faa Bar bog Ban? 2øgte- flaBSpolitil ilfe gob ffrugt, men ligerbig fom bet ufrugtbare {figentræ, lun Dre«{figener. Dg fMorgenbladets „MerBelligfte" fab profeten X9i2lSJp* SWSISRSRmeb et ¿Rummer af Dags-Avisen i fin §aanb ogBan førgebe faare. , .. £Bi f«/ ingen Babbe omtalt Bam; men © S§31itDD 3t$$ bar Bleben Berømmet ober bet ganfle fianb. — © ela.

og BanS

SDÎeit ber Ban8 SSerS ingenlunbe bare platfobcbc,

SSer8febber ef Relier Babbe ©rifetœer, forargebeS be faare. Dg ©®£3ISR:£>DfRlߧ iog fat paa Cannent og gab $am en ¿ßijl i £aanben og et Bulet ¿ßoftBom i SDîunben og fatte Barn op paa engamme! Âœrre. URen ber Ban ingen 33uï funbe finbe,tog Ban en af bent, font 3)9î9l(£§2R3i9îîR Babbe Begaet, og faa fagbe Bau: SKen ber Ban Bflbe opjlibt (Seletøjet fra

„ 9iefg

Sjæ ldne b liver: Dags-Avisens Mandskab giver Alt i Alt kun én Sektion. Til K aptajner er der Trang, Folk med blanke Epauletter, Skarpe K linger uden Pletter, F o lk , hvis Navn alene sætter Mod i deres Dataillon. Nættet over Skuld'ren hang Hr. B o r c h s e n i u s da. A f Sted! Ud paa Ja g t igjen han drog, H e r m a n B a n g som Sporhund tog Uforsigligen han med, Herman — ja om Herman Bang Sk river s æ r lig jeg en Gang — Herman over Grøfter sprang, Halsed, gjøede , snøfted, snused, Ind ad alle Døre bused, Spurgte, om man ikke hused Som han havde fundet Spo ret; H r. Borchsenius ham pua Ordet Trode, aned ingen List. J a s o n ! — det var netop M anden! Ja so n ! Ja so n ! — Ingen Anden Kunde sætte slig en Trum f Netop nu i Spillebordet. D er den store R e a lis t , Digteren a f første llang ? Endelig han lod til sidst, Ja s o n ! Det var en Trium f. Og Borchsenius hed i Panden Lob og lob som bare Fanden Por at bringe Byttet hjem. Hvert et Sted, hvor han kom frem, Raabte glad h a n : »Jeg har fundet Manden. Nu er Spillet vundet, Fjenden snart skal ligge bundet Nu, saa det har Fynd og K lem ! • — Sta kk el! Elleskudt og blind Ja g er han endnu derude. Jason med det gyldne Skind Fandt han ej, kun Draclimannsk Vind, Brøl a f M o r g en g n a v e t s Stude, Suppe paa en Polsepind, Brandes’sk Edderkoppespind. Skindet kan saa fælt bedrage, Selv det g y l d n e — Det er flovt, N aar han vende maa tilbage Og sin Plads i Gruppen tage Som — m is ly kk et A r g o n a v t .

Varer det dog længe, førend Troppen k er kan sprænge Døren, Trænge inden for Portalen Paa det store Skjonhedstempel, P aa de ægte Skjaldes Slot. Selv ej F is c h e r s Digtergage Hjælper stort paa den Menage , D en g?er ikke Digterstempel, D e n gjer ikke Stort a f Smaat, Den gjør ikke Slet til Godt. Det er kun en blød Bandage Paa de Saar, som de har faa’t 1 hin Vers-Karambolage, Doktor Sch a n d o r p h for Exempel Slig en Balsam vist kan bruge Efter alt det Pukkelblaat, Han har faaet i sidste Uge. — Der er En, jeg ynkes ved; En, som blindt gaar om i Taagen, En, som er gaaet fejl a f Laagen, Kommen paa det gale Sted Jnd ad det forkerte Led. En, som plumpet er i Vaagen j Men som i det Tidselbed, Hvor han staar, dog søger Noget , Som er skabt til Ro og Fred, Ikke til en vild og broget Gjøglerbandes Voldsomhed; Enr .hvem Lygtemandens Blus Lokked ud i Mosevandet, Da han netop søgte Landet ; En, som trode Morgensolen Tændt i B ra n d es'* Fidibus. Det er H r. B o r c h s e n iu s . Thi Borchsenius tr o r paa i Skolen*. Som Magneten stedse viser Ufravigelig mod Polen, Peger lian mod Lærestolen, Hvorfra han har faaet Parolen. Han er ingen Fifflkus, Æ rligt han dem alle priser, Schandorphs Vers og Drachmanns Viser, Selv Hr. Gj e l l e r u p s Bétiser ; Stundom dog hans blinde Iver Spille'r ham et sælsomt Puds. Rundt paa Jagt han ofte driver Efter Folk at indrullere, Hvormed han kan rekrutere Realismens Eskadron ; Slige Emner mer og mere

H(imbreve til Fætter C h ristian i Nykjøhing.

\fa re Christian, Du har Ret Barometret Storm bebuder ; Hojt i M o r g e n g n a v e t tuder Realismens vrede Guder, Ud fra Rendestenens Brædt Stikke vaade Rottesnuder, Og med Vers det regner teet, Snavs der stænkes. Plet ved Plet Slaas paa Godtfolks nye Klæder ♦ Nye Tider, nye Sæderi Man af Høflighed er tra t Og a f Fraser overmæt', Gammelt Navn og Digterhæder Rask i Mudderpolen træder Doktor S c h a n d o r p h s Krageæt. Stop l det gaar dog ej saa leti De kan hyle, de kan sltraale,

Sende deres Sprøjtestraale Op i Luften et Par Alen,

Stikke — ja , med Knappenaale, Slaa — ja , de kan slaa til Søren ; Men trods Hylen og trods Galen