S_Punch_1880

182

Og i »der Greises« Riger Hans Stjernes Glans man øjnet har, Da han «fulgtes« af Le-o-Nar* -da var den soleklar. Skjælver! Thi hvor hun end sig dølger, Som Ekko hende følger: Bjørnstjerne! Bjørnstjerne! Bjørnstjerne! Med martialske Miner Han rykker frem med Skjold og Stang Mod den Trone, han før besang, Saadan er «Verdens Gang«. Som fuldblods Jakobiner I Kræbsens røde Himmeltegn Snart i Gausdalens skjønne Egn Rydder han, «Kongen« af Vej’n. Skjælver! Aldrig af ham bør I grine: Hans Mund bli’er jer Guillotine — Bjørnstjerne, Bjørnstjerne, Bjørnstjerne.

En Kongsbane.

Over lampepudserens Dagbog, fortsat af hans Datter.

aa Dovreijeldets Toppe En vældig stridbar Mand jeg ser. Selv om Signalforandring sker, Fixe bli’er hans Ideer. Han muntrer sig der oppe, I Talen mørk, i Kammen rød; Fra hans Pen tit Blækket flød, Som truer Konger med Død, Skjælver! Tronerne knager og brager, Mens Ekkos Røst gjentager: Bjørnstjerne, Bjørnstjerne, Bjørnstjerne! Kong Oskar ej han viger, Men slukker Hævnen i hans Biod, B i s ma r k bøjer kun hans Mod Og ser ham tidt for sin Fod.

Mandag den 24 . D o n ju á n . Soro mindede om det gamle Ordsprog. »Naar Katten e5r ude«; Nemlig Simonsen i Aal­ borg med Studenterne og Angosta Skov i England. Saa vi maatte nejes med Erhard og Freken Skreder; Der gjorde hvad de kunde for at vi skulde mindes de Fraværende Med Haab om Gjensyn. Og nu forstaar jeg hvad det er Skram synger om de «Tusind og tre«; Som han ikke mener Don Juan med; Men Komandanten; Der har Tusind og tre Debutantinder; Og det er derfor Fru Keller bliver tungsindig; Fordi det er overvældende at høre. Og Petersen er ogsaa tungsindig; Men over Fru Jakobsen; Som han altid har elsket heit og i Aftes da han havde været i

der forstaar ham, ikke en Gang jeg, — Balzac siger, at Barnet ligner Kvinden deri, at det umiddelbare Indtryk er saa overvættes stærkt. Dette kunde trænge til en Forklaring, men den behøves ikke. Det første, jeg spurgte Butiksjomfruen om, var, om de havde Messingtrompeter. Hun smilede. Muligvis har hun tænkt, der laa en Kompliment deri. Og dog var det kun min dulgte Barnelængsel, der uvilkaarlig slap ud, ligesom en Luftblære af eu Flaske Champagne, naar Proppen tages af. Hun viste mig tre Skabe fulde af Messingtrompeter. Lad os være ærlige! Jeg skriver dette aideles uegennyttig. Jeg har ikke modtaget nogen 25 øres Messingtrompet for at omtale «25 Øres Bntiken i Store Kongensgade». Naar jeg gjer det, er det, fordi jeg er Feuilletonist og har lovet Punch at skrive en Spalte. Men denne Driftighed er unægtelig Btorartet.

et Barn. Det er længe siden, vil Læ­ seren maaske sige. Jeg kan svare, at det er kortere Tid siden, end Du tror. Jeg husker det tydelig. Jeg gik i tærnet Bluse og gnavede Lakritsrod. Jeg mindes endnu den sødlige, pirrende Aroma, der gled opad mine Gummer, klæbede sig til min Gane, sugede sig fast i mine Kindtænder og vuggede sig tungsindig paa min Tunge. Den Gang saa jeg for første Gang ind ad et Bu­ tiksvindue. Jeg kom til at tænke her- paa forleden, da jeg stod derinde. La- kritsroden, den stortærnede Bluse, Barne­ pigen, Skildvagten, Skorstensrøgen, Rendestensbrædtet, hvori der sad to Knaster, og indenfor Vinduet en stor skinnende Messing-Trompet. Ba l z a c — De skulde læse Balzac, min Frue, thi De har sagtens endnu ikke læst ham, herhjemme er der ikke andre end mig, der læser Balzac, der er nemlig Ingen,

Vexlende Variationer. i. 25 Øres Butiken i Store Kongensgade. En aandrig Franskmand har sagt, at Bagtalelse var Samfundets Væggetoj. Hvad jeg hermed vil sige — thi den aandrige Franskmand er mig selv — er naturligvis kun Noget, der følger af sig selv. Jeg er beskeden nok til at tro, at Bagtalelsen ogsaa har havt travlt med mig. I Smug, i Nattens Mulm og Mørke, stikkende, bidende, efter­ ladende sig røde, kløende Pletter. Jeg vil i hvert Fald have Lov til at 6 trø Insektpulver. Hvorfor skriver jeg dette? Apropos om mig selv. Jeg var en Gang