S_Punch_1880

187

og dersom det bare kunde gaa an, syntes Frits gjerne Kongen af Sverrig kunde have ophøiet den iFriloppe- standen og ladt den kalde sig Loppe de Vega for Exempel, og jeg blev saa rørt ved at høre det, at jeg samme Aften gik med Frits i Loppeteatret i Tivoli, fordi man trænger jo ogsaa til lidt af den Slags, nu da alle de andre Teatre er lukkede undtagen Frederiks« bergs Morskabs — , der jo ikke er for Damer som os, og De kan tro,- jeg ønskede De kunde have været med, søde Fru Skrøder, og set de smaa Dyr. Og der var for det Første dem dør trak Vogne og slog til Skag­ lerne og saa var der Fråulein Johanne und Fraulein Pauline, som dansede et Divertissemang i Papirskrino­ liner og Napoleoa og Bismark, der duellerede og saa meget mindre blodtørstige ud end man skulde have troet efter deres Fortid og tils idst kom Fraulein Blanche, som var Primaloppa ved Selskabet og laa i en Æske for sig selv og kunde danse paa Line og ved De søde Fru Skrøder, hvad der slog mig, det var at der var slet ikke Noget uanstændigt i det, fordi det var alt sammen Hunlopper, saa vi var lutter Damer naar jeg ikke regner Frits Grønbæk og Professoren i Loppografi der viste frem med og jeg synes rigtignok De skulde gaa ud og se dem, søde Fru Skrøder, men det værste er jo rigtignok at det er saa dyrt, det koster halvtresins- tyve Orer og det har De maaske ikke Raad til, men hvis De kunde skaffe Manden en hel Del Rekruter, saa han kunde give Forestillinger med Debutantinder, lige­ som Fallesen, kunde De maaske faa Fribillet og det vilde jo være det allerbehageligste. Og nu Farvel søde Fru Skrøder jeg skal ud til et Møde i Kvindedyrebe­ skyttelsesforeningen og bagefter skal jeg ud paa Kiam- penborg med Sørensen og se fransk Komedie, ligesom den Gang vi var i Paris. Farvel søde Fru Skrøder og Tak for Kaffe!

Det spurgtes vidt i Jyde rup, Lydt galed’ Kampens Hane; Til Strid sig rejste Rasmus op Alt efter gammel Vane; Som Uf f e s var hans Vaaben faa, For Hjelm han tog en Blyhat paa Den var saa tung at bære. Saa drog han ud paa Ærens Mark, Hvor der var Ros at vinde; Han tappert slog med Spænd og Spark Paa Flugt en Lærerinde. Hun kunde ikke ham modstaa, „Men maatte bag af Dansen gaa, Thi hun faldt ud af Taren!“ Som Vermunds Ætling kort og godt Han klared* hurtig Resten; Og drypped’ det paa Frøknen biot, Saa regned’ det paa Præsten. Paa Ho’det fik den Herre svært, Og Rasmus kvad; «Nu har I lært, Hvad Venstre har for Kræfter!» Dog snart en Trediemand tog fat, Og Lykken denne fanger. — Naar mange Mus er om en Kat, Til Rotterne den ganger! — Skøndt Rasmus kæmped’ uforsagt, Han veg til sidst for Overmagt, Men Æren dog han redded’. Slig Kæmpekraft og Heltery En Venstremand udfolder, Det er, som læste man paa ny I «Oldtids Protokoller» Om Bjarke, som bag Busk og Tjørn Saa vældig droges med en Bjørn Til Fryd for Lejrelunden.

Nyaarsiideps Bersærkergang

Trop: Tror De maaske Hr. Pryssing, at jeg kan leve af i Rd. om Ugen — som jeg inte faar? Ser De, først ved selv at levere noget faar man Ret til at kritisere andre. R ecen sen ten og D y r e t .

$ a a Ø'pjotdtUxy e tk tc tu t fylndcrttfnede, at j t f n a w u i t iJU n k o td U t <£Wnotoam3e tva t tk z tv d m in , onv jc f z d v s k a t oiyi dd, v^nvattkedi $ am fm 3 * - Dtomcm £U

•g det var Rasmus Mor t ensen Alt med den propre Næve, Naar han drog ud mod Højres Mænd, Da maatte flux de bæve. Den Venstremand i Raad og Daad Var Formand i et Sogneraad Og slog, saa det ku’ mærkes.

1