S_Punch_1880

14

Sangerkrigen.

Men hvorfor bruger vel «Nutidens Mænd« Til Krig paa Kniven Blækket og Pen? — Vi kan ikke Aarsagen ane! S c h a n d o r p h fortæller, at Grunden er den, At P l o u g har haanet hans — Fane. Men Fanen, hvorunder i Kamp han drog, E r det B j ø r n s on s «Signal» eller Dannebrog? — Ja t hvo kan det rette udmale sig? — Mon ikke med «Fanen», hvorunder han slog,

Han mener sit «Fan’en gale sig«. I saa Tilfælde kan man forstaa, At Venstres Bladlus, de sorte smaa, Af Kampbegejstring er fyldte, De Lavrbærblade, de mulig vil faa, Kan bruges til Pressesylte.

— Dog tud, om I lyster, I Moll eller Dur, Ja, dersom I synes, saa tag jer en Lur, Det er lige saa godt som Gevaltskrig, Og staa kun som «Nutidens Mænd« lig en Mur, — Men F r e m t i d e n s bli’er I skam aldrig.

Hvad kan det dog hjælpe paa denne Jord, Man stoler paa Bi sma r c ks bevingede Ord, At nn har han grundfæstet Freden; Stort længer den varer dog ikke, jeg tror, End Drachmann kan være beskeden! Et Øjeblik kun, saa er Fraden forbi!

Nyaars-Aften paa den literære Trommesal.

Saa ligger Verden i Klammeri Og ofrer i Stedet for Røgelse Profiten af Handel og Industr, Jo! det er en rar Fornøjelse.

Ude paa den store literære Trommesal er der altid saa livligt ved Nyaarstid, for saa kommer Digterne trækkende med deres forskjellige poetiske Kreaturer; der afholdes saa et Dyrskue, som ender med en Præmiudde- ling, — og saa er der Liv paa Trommesalen. Nyaarsaften i Aar kom de som

Vi tænkte: Hos os har man ingen Nød! Vi lever saa trygt som i Abrahams Skjød, Til Strid er her ikke Materie; Taube r han spiser sin Julegrød, Og Rigsdagen holder Ferie. Og saa skal her rejses en blodig Strid, Hvis Lige ej saas siden Samsons Tid, Den Gang, han myred’ Filistrene, Af «Nutidens Mænd», der med « Nutidens » Vid Saa farer de frem med ild og Sværd Som en Hob af grummV;BersæiÉ:er. Da Schandorph var grov og Drac hmann flov, Og begge rykked’ i Marken mod P l o u g , Som er af den «yngre JSlægt» hadet, Saa syntes «Nutidens Mænd»,' det;var Sjov, Og mødtes i Morgenbladet. Paa Fælleds-Organets bekvemme Val Holdt Sc handor ph Mønstring som General. Der har os hans Krigskunst forbavset; Møder af Blodtørst gnistrende. I Stedet for sindig enhver især At skrive ved Hjælp af sin Gaasefjer Realistiske Mesterværker,

sædvanlig sammen derude. Natten ¡forvejen havde det frosset jævnt; og Rimene faldt godt og let hele Dagen, ja Dags-Avisens gladfe Drenge havde endogsaa lavet sig den dejligste Bane af de yndigste Gliderim. — De store literære Slagtere vandrede nok saa stolte op og Bed ad Pladsen, mens de paa den nydeligste Maade smeldede med déres store Pidske, saa det snertede til Hejre og Venstre ; smaa muntre Slagterdrenge piftede i Fingrene, og store Køtere lob rundt med Tungen ud af Halsen og saa ud som Fest- marechaller ved en overordenlig Festivitet. Enkelte Smaa- kreaturer var dér allerede, nogle mer eller mindre ankomne, andre temmelig nøgterne Hém Carl Andersens smaa Paaskelam, hvis Grupperinger dannede Genrebilleder, der tiltrak sig en forbigaaenfie Opmærksomhed hos enkelte Damer. Da blev der med Et Uro i LejreD, Slagterne svang deres Pidske, og Jubelen var almindelig ; thi ude fra Skyde­ banen kom Ri eh&rd Kaufmann gjokkende njed en haltende gammel Buk mrk. Ampkitryon, der blev noget opskræmmet af en bidskPladshund, som Eri k B ø g h førte i en slap Line. Bukken brægede, og Hunden gjøede, idet den snappede efter Brikkens daarlige pedes. Lidt efter saas K a a lund, fulgt af Leven i Slippen, der var noget tilstænket af Schandorphs tykke Præmietyr, paa hvis Sider Skarnet hang i store Julekager, mens den nær og

Legioner han viste at være Ka’I- For frem at stampe af Snavset.