S_Punch_1880

18

I Regnikabers fnævre Bugtede Gange I Spøgelfeklæder Hvide og lange Svæver den om. Og H ø r u p og B a l t h a s a l Sukke og klage: «Sligt kan ej pasfere I vore Dage! Hvo ikaffer det bort ?* Og alle udraabe I Skræk og Elende: cGid Statsrevifionen D o g fnart gjør en Ende Paa iligt Spøgeri.» Thi det er det Gale VedVenftremænds aarlig

T il Stormløb man ftødte I ftore Bafuner, En Pægl gjennem Livet Med bindende Runer Man U tyiket gav. D e vog det, begrov det I folkeligt Mudder; I Kropolitikeres Bundløse Sludder Fandt den sin Grav. D og Venstre en nagende Pæleonn bider. Naar L o m b o r g galer Ved Midnatstider, Staar Gjenfærdet op. Naar H ø g s b r o tuder Og H ø r u p giammer, Da ftiger af forte Betænkningers Kammer Hin 1 2 t e Ap r i l .

Gjenfærdet.

Led aabue Pander O g Bule ved Bule Mod L o v e n a f 12t e , Mod Trældom hin fule, I Leding man fo er.

Gjentagne Trufel: Den er ej alvorlig, Men kun Spøgeri.

Ved Aarsskiftet have ærede Kolleger i Pressen fundet Anledning til enten at omtale Punch i velvillige Udtryk eller til velvilligst at lade det være. Punch , der er hge saa rert som overrasket herover, skal derfor gjøre Gjengjæld efter bedste Evne og i samme Anledning minde alle sine mange Abonnenter om følgende Blades fort­ satte Tilværelse. F æ d r e la n d e t vil uden Tvivl i det kom­ mende Aar vedblive at være Højreblad, og vi tør nok love vore Læsere, at det neppe vil tage Doktor Skamby til fast poetisk Medarbejder. Samme Garanti tør vi efter de sidste Dages Begivenheder paatage os med Hensyn til „ j O a g » b la d e t ” , der efter • Løsgængei'ens » Forduften og Recensionen af «Det unge Danmark » synes at have fundet en fastere Position. Feuilletonen har været meget spændende og «Manden» er slet ikke uden Mening. D ag en* N yh e d e r redigeres endnu af Hr. C—. Carstensen. F o lh e ts A v i s er virkelig et skikkeliglille Blad. F e rs le tv s A v i s e r kunne vel ikke i snevreste journalistisk Forstand kaldes for Mønster- Tidender, men uagtet Hr. Falhnans «Ledere» have en sekundær Bismag af politisk Dillettantisme og Herman Bangs Feuilletoner stadig minde om «Hvorledes Dagen gaar for lille Lise», maa vi dog anbefale disse -Tidender, -Telegrafer og -Poster, som ikke altid ulæselige Nyhedsblade. H e r l i n g s l e e T i d e n d e vil uden Tvivl i det til­ stundende Aar bringe sine Abonnenter samme sunde og vækkende Lekture som hidtil. Der vil neppe blive Over­ flod paa Ledere, men de astronomiske Oversigter og Kom­ missionsbetænkningerne, Kaffe-, Smør- og Agerdyrknings-

beretningerne ville vistnok i Forening med Dedsanmeldel* serne afgive al ønskelig Underholdning for dets fordrings­ løse Læsere. M o r g e n b l a d e t — roser sig selv. D a s s»A v isen svarer for saa vidt ikke til sit Navn, som dens altfor stærke «Farve» og dens Tilbøjelighed til at gjøre Hvidt til Sort indeholder et vel radikalt Semitstof, der paa en ubehagelig Maade gjennemtrænger dens ellers bløde og behagelige, men vist slet ikke billige Papir. N æ r og F je rn indeholder dog somme Tider gode Ting. Det samme er — om end i ringere Grad — Tilfældet med 99l l l u s t r e r e t V id en d e ” og S ø n d a g sp o s ten . 17deog H jem m e har efter Haands antaget Karakteren af et humoristisk Blad. Uagtet Punch ikke er blind for den farlige Konkurrence, der herved skabes det selv, vil han dog med uforstyrret Sindsro give Ude og Hjemme et godt Raad. Vel er lille Edvard uhyre grinagtig og den groteske Komik, der afspejler sig i hans pudserlige Barok-Stil, har ganske vist Kraft nok til at vække en ualmindelig semitsom Latter, men Bladets øvrige humoristiske Medarbejdere f. Ex. Drachmam & Schandorph ere jo nu paa Retur og blive maaske snart tagne til Indtægt af « Bavnen* eller *Den nye Humorist». Vi skulle derfor henlede Redaktionens Opmærksomhed paa Falstajfs Indgang ved forrige Aars Udgang; der maa nu vistnok være et halvt Dusin humoristiske Penne ledige paa Torvet, som bedre vil kunne udfylde de tomme Pladser. Hvad J V a t id e n og de øvrige Provinsaviser angaar. besidder vi desværre ikke Kjendskab nok til deres Kvali­ fikationer til at turde sige hverken Godt eller Ondt om dem, men indskrænke os til at ønske dem Alle: •Gl ædel i gt Nya a r og god Bedring!»