S_Punch_1880

428 geres, og Frits siger, den er meget pikant og en hel Del uanstændig, men Gud, Sørensen og jeg er jo ældre Folk, og hvad Petrine angaar, har hun jo villet være Mediciner* saa det gjør ikke Noget, og vi hængte den i Toppen paa Juletræet og Sørensen trode hele Tiden, at det var en Attrappe med Godter i, men vi havde slet ikke Knas paa Træet i Aar, fordi lille Ambrosius skal vænnes af med den Slags, nu han er over tre Aar og skal opdrages til en Alvorsmand med Sans for Livets og Samfundets Proble­ mer og Videnskaben og Kulturhistorien og hvad det nu hedder alt sammen, saa han fik lutter nyttige Ting, og af mig fik han et Skrivertøj, og af Sørensen et Askarid- barometer, og af Frits et Tegnebestik, og af Petrine et græsk Lexikon til han bliver stor, og saa sad han hele Aftenen henne under Juletræet og lagde mathematiske Fi­ gurer med sine Frøbelske Børnehaveklodser, og vi andre spillede saa Whist, og det var ret en dejlig Juleaften og ikke som den Gang vi var unge, da vi rendte og fjantede og koketterede med de unge Herrer, og kan De buske paa Juleballet, da salig Schrøder friede til Dem, midt i Bord- dansen og De rev Tommelfingeren af Deres hvide Hand­ sker, som dog ellers godt kunde have været vadskede og brugte en Gang endnu, i lutter Befippelse, men saa tossede er de unge Mennesker da heldigvisvis ikke nu til Dags, og de har mere Sans for det alvorlige, som Frits siger,

kommer af de øjropæiske Strømninger, der er naaede ind til os, og derfor er det vist ogsaa der er kommen den Ustadighed ind i Vejrforholdene, for naar der er Noget i Vejen om Sommeren, siger Aviserne jo altid der er gaaet Noget galt med Golfstrømmen derovre fra Amerika, og nu glæder vi os jo over, at Helligdagene ere forbi saa de be­ gynder igjen i Theatrene, og det er sandt, jeg skulde jo have fortalt Dem Noget om Juleudstillingen, men den har jo ikke saa meget at sige som den om Foraaret, hvor det hører med til Sæsonen og De kan tage og' læse den, der stod i «Nationaltidende» forleden og som var akkurat som om jeg kunde have skrevet den, og det er sandt, kjære Fru Schrøder, vil De komme og spise hos os anden Nyt- aarsdag, for saa lever vi hojt paa Levninger fra det storø Skrald vi skal have den Første, men som vi ikke beder Dem med til, for det er lutter unge Mennesker af den ojropæiske Retning, som er Venner af Frits og Petrine, og jeg véd, De holder ikke saa meget af den Nation, men jeg tænker nok de levner en hel Del af den gode Mad, for de snakker saa grålig bele Tiden og jeg har instrueret Pigen til at skifte lidt hurtig med Talerknerne, og saa kan vi have det lidt i Ro for os selv og sidde og faa os en ordenlig Passiar i Mørkningen. Og nu Farvel sede Fru Schrøder, og glædeligt Nytaar og Tak for det gamle. Redaktøren af Dassavisen for et Aars Tid siden begik. Det var Side 35 — 36. Det var Noget apropos en kirkelig Vielse, hvorom Hr. S ech er udtaler: — «skal jeg svare paa, om jeg har raadført mig med Gud osv., og da jeg nu ikke tror paa et s&adant Væsens Existens, vil jeg heller ikke nedværdige mig ved for en stor Forsamling og ved en højtidelig Lejlighed at gjøre mig skyldig i en saa aabenbar Løgn ved at svare: «Ja!« (en Smørklat). Det, jeg saa stærkt bebrejder vor Sam­ fundsklasse er (Smørklat) den Letfærdighed, hvormed den omgaas alle Livets alvorlige Spørgsmaal. Og er der Noget, der er skikket til at fremme denne Letfærdighed, Lige­ gyldighed og Sløvhed, saa er det netop stadig at bevæge sig i Former, man ikke tillægger nogen Betydning, at sværge ved Noget, man ikke tror paa*), og (Smør- klat) naar nu Folk ser, at vi, der offenlig vedkjende os af­ vigende Anskuelser, dog stadig bøje os under de samme Former, saa maa Respekten for Alvor og Sandhed svækkes og de betydningsfuldeste Handlinger nedværdiges til det modbydeligste Gjøgl.*)» Punch puttede Papiret i en Konvolut og skrev udenpaa: Til Hr. Doktor pliil., Folketingsmand Eed, B ra n d e s . NB. At læse i Enrum. *) Her var kommet Smør paa, derfor staar det med «fede» Typer.

Hvad der laa om Smørret. ■ ÉZmk

Mogensen havde juletravlt. ^ans bager var gaaet i -®n^ør °S Gjæs, Pølser °®’ Skinker, Smør og Ost van- « p k drede fra Væggene hen paa ® |||| Disken og fra Disken ud af Døren for aldrig at vende til— bage til hans gjæstfrie Pavlun. Grisesylten stod og bævede i Forventningens salige Hen­

=r^sl •

j y §

rykkelse, og den lille skoldede Gris henne i Krogen saa ud, som om den selv i Døden havde slaaet Krølle paa Halen for at gjøre sig saa lækker som mulig for Kunderne. «Iutø noget Skriftelig denne Gang,» sagde Mo­ gensen, idet hans vanhellige Haand rev to Blade ud af S e c h e rs « Æ gtemæ nd », der laa paa Disken til det Brug, — «Værs’artig — glædelig Fest ! — Tak i lige Maade! — Var det Spegeskinke, lille Madam? — ådjøs Hr. Punch og god Lykke i det ny Aar!» At sige, at Punch ikke følte sig skuffet, vilde være en uværdig Fremgangsmaade lige over for god­ troende Læsere. Han havde gjort sikker Regning paa Smørpapiret. Der iaa det! Men hvad der stod paa det, var trykt og læst og glemt for længe siden. Hvad stod der da egenlig paa det? Punch greb Papiret. Det var som sagt et Blad af den «Samfundsroman»,