S_Punch_1880

38

Ja «den yngre Slægt» er sommerfrodig, Der er Kraft i dereses Paaskebrød, Derfor Dass-Avisen er saa modig, Derfor er E. B.s Kritik saa blodig, Derfor P i n g e l er i Kammen rød. Langt fra lysen Bøgh blandt glade Kegler Bj ørnson med sin « Leonarda » gaar. Over Esromsøen Drachmann sejler, Kauffmann i det bare Vand sig spejler, S c ha nd o rph med sin Klo i Bordet slaar. Dersom sligt for Fattigdom du tyder, Romantikens fløjelsklædte Mand, Glad jeg ta’er de Karper, «Skolen» byder, Synger, skøndt dø bli’er til tørre Jyder: »Realismen er et dejligt Land!»

Glæde over del unge Danmark.

åfeocsen blusser alt i Se cher s Have, Lifligt fløjter de smaa Sorte der. Cantor skriver, som han er af Lave, Drachmann, Dass-Avisens Negerslave, Plukker henrykt af de søde Bær. Hist imellem Morgenbladets Grøfter Gives knap en Gang slig Blomsterpragt; Valen, kold og dum dets Pi nge l snøfter, Fra hans Ord den Tanke klart sig løfter : Han har vist ej mer, han skal ha’e sagi. Mine Venner i den danske Sommer, Mindes i den vidtforrejste Mand, Som i Æsthetik blev ikke Dommer, Skøndt hans Venner for ham slog paa Trommer, Men som drog af Sted til Sp r e e n s Sand? •Udi Øst og Vest, og hvor jeg vanker, Drømmer jeg, at P l o u g faar Løbepas; Selv blandt Drachmann s «Roser» og hans »Ranker»

mørno leringen. Efter Indbydelse af Smørrebrøds- kommitéen afholdt den herværende Smørrebrødsforening igaar Aftes et Møde, der aabnedes af Komitéformandens Hustru, Smørrebrødsjomfru Petrine Hansen med en Med­ delelse om, at 20 af Foreningens Medlemmer havde ind­ givet Klage over den nuværende Noteringsraaade for Smør, som de ikke kunde sætte nogen Pris paa, da de ikke vare i Udvalget, men derimod vilde foreslaa, at Perl. Tidendes Toisdags-Aftennummer fremtidig skulde udgaa om Mor­ genen, hvorved Udvalget hindredes i at drage Fordel af sine Torsdagsnoteringer, som det hidtil havde gaaet med i Baglommen fra Torsdag Middag til Torsdag Eftermiddag. Grosserer Begmand udtalte, at det smørrede Smil, hvormed Noteringen hidtil var bleven modtaget, nu havde forvandlet sig til et fedtet Grin. Dette kunde maaske for Udenforstaaende lyde som en Paradeoxe, men saameget var dog sikkert, at ikke alle satte samme Pris paa ordi- naire Sorter, som paa fint Herregaards-Smer. Han vidste af Erfaring, hvor unyttigt det var at kaste Perler forSvin, men vilde dog sluttelig takke Komitéen for dens mageløse Energi. Han var en Ven af den nuværende Ordning og udtalte som sin Overbevisning, at det var lettere at rive ned end at bygge op. Grosserer B itza u fandt det derimod lettere at bygge op end rive ned; hermed sigtede han til den foregaaende Talers Luftkasteller. At den højeste Notering var den laveste i Norden, pinte ham. Det modsatte burde være Tilfældet. Nærmere Oplysning kunde faas i hans o: Ritzaus Bureau. Det hele fordrede kun et ringe Apparat. Formanden udtalte, at 1ste November var heldig for en eventuel Forandring. Det var nemlig Skiftedag. Han troede at turde udtale, at denne Bemærkning ikke var fremkommen tidligere. Plum von Buddinge var mod det ny System. Han holdt paa Udvalgets Respektabilitet og Kyndighed mod den Usikkerhed og Forvirring, der vilde følge med en Topnotering. K lam e r bemærkede hertil, at saalangt han kunde huske, havde Prisen altid været 2 a 5 øre for en Top af fineste Sort. En ugentlig Topnotering forekom ham over­ flødig. De jydske Smørhandlere opnaaede 10 Kr. højere Notering ved at lægge 10 Kr. til den kjøbenhavnske Notering. Bitzau og Begmand vexlede et Par Tikronesedler. Grosserer Nitsche udtalte, at Plum plumrede Sagen. Fandt Plum Rede i sine Udtalelser, var det heldigt for ham. Skulde Komitéen roses, var han selv Mand derfor. Grosserer Begmand havde dog paa dette Omraade Krav paa hans Taknemlighed.

Mindes jeg med længselsfulde Tanker Mit Katheder hist paa Frue-Plads.« B e r g s ø raaber mellem Højres Rønner: «Realismen er et fattigt Land!« Nær og fjern P. H. det samme skjønner, Og hver tyk, forædt Grosserer stønner: »Realismen er et fattigt Land.» Morgenbladets Søn i Spalter lange Bag sin Lyre gisper efter Vejr, Han har spraglet Fugl og dito Sange; Drachmann baster Runer over Spange, Store Versefødder uden Tæer. Fattigmand*), som pløjer Venstres Lande, Ryster Æbler ned af F i s c h e r s Træ. Produktiv han er, det maa man sande, Har af Vers og Prosa hele Spande, Saa Pegasen synker halt i Knæ. *) S. S c h a ndo r ph i Morgenbladet.