S_Punch_1880

42

Derfor kan Tyiken ftole paa, A t ingen Fjende kan ham flaa, Selv naar han ikke mer beholder Sin F a r i fæ e r og fin T o l d e r . indefesten i Morgengnavet.

Fredspolitik.

I Lørdags Aftes afholdtes der i Morgen- gnavets velbekjendte Beverding en Mindefest i Anledning af, at det snart kunde blive saadan omtrent et Aar siden, at F i s c h e r havde givet Digtergage til «Fiskernes» Digter. Maaske var der ikke saa fint der, som ude i Kasino, hvor det fine Kjøbenhavu fejrede sin Mindefest; men saa var det til Gjengæld de rigtige Zwiebelfiskere selv, der holdt Fest, og saa var der H o l g e r D r a c h m a n n , der havdesamlet dem om sig, for i deres Navn at nedlægge en Selvrosenkrans paa Digterens Høj. Festen, som havde det ægte Høj-Tidspræk, aab- nedes a f H o l g e r D r a c h m a n , d e r ytrede, at enhver Høj eller lav, mindedes denne Dags Betydning. Han kunde ikke mindes H ø y e n uden med stille Vemod. Var end «Fiskernes« Digter den mest fremragende blandt Folket — endog hvad Højden angik, saa fandtes der dog mange lave Sjæle, der ikke vilde indrømme det. Dog fortrøstede han sig til, at naar han var højlagt og man omfem hun­ drede Aar vilde grave ham op og tegne hans Liv i de store Træk, saa vilde han nok sige, der var Høg over Høg. , Derefter afsang man følgende skjønne Sang, der højlig bidrog til at forhøje Stemningen:

IfeSykfalig T y f k l a n d er forvift, D et trues ej af Krig og Tvift, Nej, Sværdet rufter der i Skeden, Thi BlSMARCK fikrer Verdensfreden. Han ved fin Toldlov ret forftod A t hjælpe Rigets Mønt paa Fod, Saa rundt omkring i Landets Kasfer Han har af Reichsmark hele Masfer. Paa al T ing faa han, ftort og fmaat, Og fe, det alt er faare godt, Endikøndt hans Riges Velftand fes i en Fatal Belysning hift i S c h l e f i e n . Nu har han givet fig i Færd Med at forftærke Tyiklands Hær! — Den ædle S jæ l! Han handler ftedfe I Verdensfredens Interesfe. Bekymret han imødefer Den Tid, hvor h a n er ikke mer, Og F r a n k r i g s Mænd, lig Leoparder, Flaar Tyikland for dets Milliarder. Slig Mulighed naturligvis Forpurres maa for hver en P ris; Derfor han førger for i Tide A t ikaffe Landets Mønt til Side. D et gaar for ham, fom det var fmurt, Hans Krigshær levner ikke ftort A f Mynt, nej rovbegjærlig findet Den Tyiklands Velftand flaar til Skindet. Og naar en Gang den Time flaar, D a Frankrigs Hær i Tyikland ftaar, Saa kan man derpaa fikkert ftole, At d e r bli'er ingen T ing at hole. Hvor intet er, indfer man let, Har Kejferen felv tabt fin Ret, Og en G ambetta , nok faa ikrækkelig Kan gjeme ftrax gaa hjem og lægge fig.

I «Nejere», som pleje At færdes Dag og Nat, Paa Venstres vaade Veje, Blandt alskens Revl og Krat, I nævned Navnet ofte, Det klang fra venstre Fløj, Naar paa Bnndtmagerlofte Der tidt var stort Halløj. Han Esrom-Søen pløjed, Han Digtergage nød, Med Brandes han fordojed Hel tidt usyret Brød. Hvad ban i Verden tabte Ved mer end ét Forlis, Det vandt han, da han skabte Det unge Danmarks Skat, Thi endnu stedse bærer Han, som han vil, sin Hat, Som Orlogskonge troner Vor Skjald ved højen Mast. I, F i s c he r s Mændog Koner, Hold paa hans Sange fast! «To Byer» i Paris. Vi elsker og vi ærer