S_Punch_1880

59

for X—borg, a t ogsaa andre Byer kande opvise et til­ nærmelsesvis lignende Resultat. Men der m aatte gjøres noget, specielt for Ungdommens legemlige Udvikling. Han havde fornylig atter været Vidne til en af disse Scener, der saa tid t forefaldt paa hans Vej, og som gav ham et sørgeligt Indblik i Menneskeslægtens ødelæggelse. Han havde nemlig forleden set to Friskoledrenge mishandle en tredie, som de tegnede med en dertil indrettet sort Prop i Ansigtet, medens de med Kridt havde overstreget den Del af hans Legeme, der dannede Overgangen fra Benene til Ryggen, og med disse Prydelser lod de den grædende Dreng gaa gjennem Byens Gader (Røre). Hvem kunde betvivle, a t en saadan Dreng for tidlig vilde se sin Ende! Det bedste Middel til Ungdommens Udvikling var en Børnehave, hvor barnlige Lege og opmuntrende Ord af- vexlede med en let Belæring og ikke for let Næring (Bifald). Vinhandler Lang om talte det Faktum, at man tidli­ gere langt hyppigere saa den bekjendte Drueklase hæn­ gende rundt i Gaderne; nu var det anderledes, da selv Vinhandlernes Antal var formindsket. Man havde klaget over, at hans Rødvin ikke havde den samme Bonitet som tidligere, da Konkurrensen var større og han solgte mindre ; men hvor var dette ogsaa muligt, naar Vinen blev solgt uden af faa Tid til at blive alag ret k Han havde taget Hensyn til sine Kunder, og lige 6aa /lidt som han solgte Landmænd, d. v. s. Bender, ædelv Via, „solgte han Adels- mænd, d. v. s. dannede Folk, L andvin/ Bønder var vant til tynd Rødvin, eller højst en let Gammelvii^ men vilde ikke kunne taale en fyldig Bordeaux, men det kunde jo

hændes selv den Bedste, at man gav en Flaske god Vin bort til en daarlig Kunde, for ikke at sige en Bonde, der ikke kuude goutere den. — Hvorvidt en Børnehave vilde kunne forøge f. Ex. Vinhandlernes Antal, det ansaa han for tvivlsomt. Skomager Kruse kunde ikke forstaa, at der kun vat 51 Mennesker mindre i Byen end for ti Åar siden eller kun 50, naar man regnede Svedskeisens dødfødte Pige fra. For der døde jo Mange i Byen, og der m aatte da være død flere end 50 i Løbet af 10 Aar. Han kjendte da i det Mindste fem Skomagere, 3 Svende og næsten 1 Dreng, d. v. s. som næsten var Svend, men døde i det samme, og de var døde i de 10 A ar; og han havde kun en Svend, som ikke paa Grund af Døden havde skiftet i den Tid, men det korn nu ikke Sagen ved. En Børnehave var smukt, syntes han; og han skulde gjerne levere billigt Fodtøj dertil, for han gjorde særligt i Børnesko, som en­ hver Forælder kunde faa til at voxe i eller ikke, cg han sørgede altid for én Ting med Skoene, som var vigtigt for Børnene, og det var, at de ikke blev for snevre over V risten; for det var slem t, og han kjendte En, der en gang havde traadt fejl af den Grund. Og et Fejltrin i Barn­ dommen føltes i hele Livet; men det kom nu ikkv Sagen ved. Prokurator Justesen vilde ,blot henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa Folketællingen i Varde, der havde fremvist det Resultat, at der var regnet 200 for mange med. Han vilde foreslaa, at disse 200 blev lagt til i X—borg, saa kunde Hr. Sørensen spare sin Børnehave med Keglebane og Beværtning. — Mødet hævet Kl. 9 Va.

Som i lange Drag de node, Følte Du, dét nødig 'gjordes Dem en Gang at lære mores; Men de lo ad stræng%Miner, Efterabede Dine Skænd, ., . . Kasted' rgadne Appelsiner •< Ad Dit Vindue ind min Ven. - Det var «evig Grin og Spændl* Tidt Du saa til Stokken hdn, , Men — del stred imod Princippet / Ofte stod Du dog paa Nippet Til at slippe det igjen, ..‘-V: y —i Kjæré, Slip1et l , Thi maaske det kunde hænd% At vi netop her har fundet ■ V- ^ Losning paa en Tanke bundet, -‘ Fundet punctum saliens Og tillige Raad for Andet. Kast « Humaniteten» væk, Hvorpaa al den Logn er grundet Hvorfra Soten er oprundet, Som os Alle slog med Skræk! Naar vi forst for den er læns, Er alt Meget, meget vundet/ Tag Din Stok og giv forst J e n s Dygtig Strambux/ smid saa S o ren Med en Lussing ud af Doren, Det er ikke «Spænd og Grin • — Nej men det er Disciplin! D is c ip lin ! 1 alle Dren Burde Ordet raabes ind/ Ej »d e t unge D a n m a r k s » Sind Bliver mer manerligt, forend De som Born Faar, som Kur for Blæst og Vind Lidt af denne Medicin. Bort med alt det Foleril Al den affekterte Tuden Om, at der er noget i, At en Dreng faar over Snuden,

Denne Hylen op, fordi Fyren har faaet En paa Tuden/ To af tre, ja ni af ti Djenge bli’er ej Mænd foruden Et Par Rap paa Agterhuden/ Det er det, den unge Slægt Næsten rent har maatlet savne/ Derfgr. har den Undervægt, Liden Kjærne, megen Avne; Det er derfor, at hver Knægt Hoanlig ler ad store Navne, tinge Krager, unge Ravne Ejende ikke til Respekt, Vingen fik de aldrig stækt. Dé/som stred ved I d s te d kjækt, De, som slog ved F r e d e r ik s s ta d , De;'der hist paa D y bb bl s Skanse Vandt de dyre Heltekranse Med. Bloddraaber paa hvert Blad, Altid.' E t de kunde sanse, feiv naar Fjenden Kugler spyede, Pligt for All det var a t l y d e / Rundt om saas Granater danse, Bomber springe, Ingen flyede, Ingen spurgte: Hvorfor staa vi Stille her, og hvorfor gaa tn Ikke bort, og hvorfor maa vi Netop staa paa denne Plet? — Lyde. det er just den Lære, Som os atter frem skal bære, Frem til Sandhed, Lys og Reti Sæt i Pligten Eders Ære! Bank Du kun den Sætning; kjære Christian ind i Jenses Krop, Lad « Humaniteten* være. Det er blot den rene skære Humbug mod et Nakkedrag, Mod tre, fire regulære Velanbragte Rottingslag Paa Hr. Sørens stramme Bag.

7(imbi:eve til Fætter C h r i s t i a n i Nykjøhing. V I I . Nu er al Ting atter stille, Og de bolde Stridsmand synes Puste for en Stund at ville , Ej der tordnes mer og lynes, Selv den sidste Flojtetrille Tav paa Nørregade hist. Lad os pudse nu vor Brille, Granske ud, fra hvilken Kilde Stammer al den Kiv og Tvist. — Husker C h ris ta n Du, at sidst, Da Du skrev, Du dig beklaged' Over Drengene, som plaged' Dig foruden Ro og Rist, Og en skummel Tvivl Dig nagedt Om, at slet Du kun opdraged' Præstens tvende Poder vist. Du var theologisk trist, Hos Dig selv med Sorg opdaged ’ Mange Mangler Du og Brist, Særlig sgntes Du at ane, At hvad mest Dig skorted' paa, Var fornemlig «det Humane », Som ej rigtig for Dig laa, Det, med Taalmod at formane Et Par Lomler, vilde, raa, Dovne, trodsige fra Smaa; Skondt Du havde faaet for Vane Aldrig Bornene at slaa, Dine Fingre ofte kløede, Naar Du J e n s og S o ren saa Præstens bedste Æbler rane; Og naar saa Du traf de sode Børn med Dine Stinkadores,