S_Punch_1880

67

kongelig danske Scene halter Molieres Amphitryon af Sted paa sine bovlamme «Chorijamber», men Chori- jambernes Opdager Richard Kaufmann, der med Anel­ sens uklare Ord ikke blev forstaaet af sin Samtid, sidder lænket i «Nutiden» til Vilhelm Møller. Og H e r m a n B a n g besynges af G e r s o n ! Her staar Professor E r s l e v . Guldpalmens brede Blade vifte sørgmodig over hans tungsindige Hoved. Det var ham, Botanikerne spottede, fordi han vilde opfinde en ny Botanik. Jubelens Klokker klinge! Det geografiske Selskab fødes .og den Lille ammes op ined kongelig Hof-The og Selvros. Men Misundelsens Klokker ringe endnu højere. Pedoi Salilertz river Blomsterkronen af Fantasibotanikerens Lokker, Astronomien mislykkes, kun det geografiske Selskab bærer som en trofast Æneas Faderen Erslev-Anchises ud af Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Vi ere paa Vesterbro, en Menneskemasse har samlet sig, den gamle Trommesal skal nedlægges, det nye Kvægtorv begynde. Borgmester F e n g e r hedder han, der tror at kunne det. Toget begynder sin F a rt; pludselig staar det stille, Hoben ler, Kalvekudskene fløjte og Lammedriverne pifte, Hovmod! Galskab! Løn som forskyldt! Da sættes Lejen ned! Koerne brøle, Lammene bræge, Svinene grynte og Toget gaar over Vesterbro fra den gamle Trommesal til det nye Kvæg­ torv. Hundreder af taknemlige Kreaturer lovsynge daglig deres Ven og Beskytter Borgmester F e n g e r . Paa mægtige Vinger svæver Historiens Aand gjennem Tiderne og viser i lysende Billeder paa natsort Grund Æ r e n s To r n e v e j .

tilbage. — Se liam i hans bedste Tid! — Der drager han gjennem disse Valgkredse, fremsigende sine Vers for de gabende Bønder. Kritikens hvasse Torn river Digterkongens Væv i Pjalter. Hans Sange leve end­ nu. Leve Feter Christian Zahle! Paa Bundtmagerloftet sidder Chresten Berg, Bogø- kongen med den talmajestætiskø Overkrop, han, der ligner en nordisk Vikingedrot, naar han bliver siddende, en Skolelærer, naar han rejser sig. Hans Kanoner ere revnede, hans Dannevirke i Brystet er faldet i Ruiner. Folkeuret pikker i hans Vestelomme sin drøvelige Melodi: Forbi er Magten! Forbi er Glansen! Forbi! Forbi! Israeliten med de plumpe Træk, de tykke Læber, det sorte Uldhaar staar paa Skibet. Georg Brandes , han, der førte Danmarks Navn ind i Meyers Konver­ sationslesikon og lønnedes derfor med Krænkelse og Fortræd — han drager til das grosse Vaterland! «Der er Jøder allevegne, hvad behøver jeg saa mer!» er hans Ord; der sejler han bort, vor berømteste Mand —■ kun Eduard bliver tilbage. Her staar Avditøren, Departementschefen,Ministeren: Tohiesen , han, der opfandt Begrebet «lovligt Overgreb». Han, der vilde bringe nyt Liv, frisk Blod i Admini­ strationens og Lovgivningens forældede Organismer. Han var Helten i Eventyret: «Ro ro til Fiskerskjær!» først Konge, saa Kejser, saa Pave, saa — ja saa faldt 'Toby i Muddergrøften. Der sidder en Yngling mod Barnesind, Begejstring og Elefantbuxer. «Hvem er han?» Spørg H. P. Holst derom! Spørg Erik Bøgh! Spørg Fallesen! Over den

Literærhistoriske Prøver paa

til Landets største og mest begavede Blækforbrugere og fører den hurtigste og bredeste P e n i Kongeriget Danmark med Bilandene, er den end stundom lidt tung, mærkes det dog paa Svinget, at der er Vind i Fanen og Mel i Penne­ posen. — Han har med offenlig Un­ derstøttelse gjentagne Gange foretaget Rejser til Pensylvaniens Fyrreskove og nedlagt sine Erindringer i •Fra Fyr­ rerne ». — En Skildring af Kvækeren P e n n ventes fra hans Ilaand. — 4. under Forfatternavnet LABANG, er en af de mest lovende Digtere i det unge Danmark (ae K. Gjellerup). — Han har skrevet to fremragende dramatiske Arbejder, af hvilke de fleste ere opførte paa Folketeatret, de øvrige paa Natio­ nalscenen, næst efter hvilken han særlig virker for « Nationaltidenden • som F euilletonist; hans Stil her vidner om en dyb Menneskekundskab — til dette Blads Læsere. — Barnlig 6om en Dreng paa 8 Aar og venlig som en Hunde­ hvalp i en Mælkestue ses han paa Gader og Stræder. Hans Øjne sidde som Kidtkugler i Pusterør, og glade Smil lege om hans Mund som (Avis-; Ænder om et Gadekjær. — (Fortsættes).

der dog kun vare betegnende for deres Ophavsmænd, Folk, som næppe vare komne til Skjældsord og Alder. Denne Mand, der vilde have været en Pryd for ethvert Universitet, blev det dog ikke for det danske; thi man vragede ham der, uagtet han var selskreven, selv kaldet ja selv rost til Pladsensom Docent i Æ sthetik. Da forlod han Landet, emigrerede til Berlin og tilhører nu Emigrantliteraturen. Grunden til, at man har vraget ham, er maaske, som G o e t h e siger, at i al hans Virksomhed •Spürest du Kaum einen Hauch. » I øvrigt kan det med Sandhed siges om ham: «Denne Mand behøver ikke at roses; thi han roser sig selv.» 2. EDOUARD BRANDES. Denne, en Broder til hin, er, omend ikke saa begavet som han, dog et værdigt Side­ stykke til ham. — Trods al anvendt Umag har han dog aldrig været saa forfulgt som Broderen; sit beskedne T alent har han nedlagt i en Række Opsatser om forskjellige literære Æmner. Han har viet sin livlige Pen til det Hgesaa livlige Blad « Ude og Hjemme -, der ikke mindre støttes af ham end a f : 3. OTTO BORCESENiCS, der horer

Et nedsrsachsisk Konversationslexikon af G. B. 1.

GEORG BRANDES. Denne højt-

begavede Kritiker har givet de for- skjelligste Epocher i Literaturhistorien deres rette Navne; han har om ikke døbt saa dog omskaaret dem. Han har et Fond af Idéer, ja, var det ikke, fordi han jo dog rent ud sagt er Jøde, kunde man sige, det var Idéernes Døbefond. En udpræget Beskedenhed og en exakt Videnskabelighed forenet med genial Forstaaelse og et glimrende Sprog ere de rnest fremtrædende Sær- kjender for denne Mand. Til hans Manddoms Alder var hans Brod usyret; men da blev det syret af Had og Forfølgelse; ja da blev det saa at sige smurt. Nogle offenlige Forelæsninger, hvis •Hovedstrømninger* var holdte i den ham egne moderate Tone, blev ved en komplet for ikke at sige en over­ komplet (se Drachmann) Misforstaaelse opfattede som Angreb paa Kristen­ dommen. Hvad han ikke v a r døbt, det blev han nu, med de værste Navne,

HERMAN BANG, mere kjendt