S_Punch_1880

71

var bleven saa svag af al den megen Afholdenhed at han havde maattet ned i Rybergs Kjælder for at drikke en lille Kop Thevand og Frits Grønbæk var med og han traf en hel Deel af sine Yenner der ogsaa stude­ rede til Børster og de sagde saa til Sørensen, at han kunde ikke forsvare at blive totalafholdende og aflægge Ed, før han rigtig vidste hvad det var som han skulde til at give Afkald paa og saa gav de en Bolle Punch og saa maatte Sørensen ogsaa give en og saa gav Sørensen Kaffe og Frits gav en Likør som hedder Puskaffee og det maa være en meget giftig Likør for hver Gang Frits har været fuld siger han altid at det var Puskafeens Skyld, og de skulde have set Sørensen næste Morgen, søde Fru Schrøder, saadan et yndigt Mønster paa Totalafholdenhed som han var, kunde han magelig have været til Opbyg­ gelse for hele Ladegaarden og Rhabarberkvarteret oven i Kjøbet, og det var den Morgen, vi blev folketalte, og saa sagde Frits, der sad og lavede Listen, at han vilde føre Sørensen paa Listen over de Fraværende, fordi han kunde aldrig gjælde for en hel Mandsperson, saa yn­ kelig som han var, men jeg fik ham dog til at lade være, fordi det vilde være altfor flovt for mig at staa ganske alene med Petrine paa Listen som gift Kone og ingen Mand, og Gud ved, hvad det for Resten bliver til med Totalforeniagen, fordi der er nok politiskø Stridigheder og nogle af Medlemmerne er Venstre og vil have Folkethingsmand Tauber og Folkethingsmand Schelde til Æresmedlemmer, og nogle er Højre og vil ansøge om Foreningen ikke maa blive kaldt Kongelig Hof-Tofalafholdenhedsselskab, som jeg ogsaa synes er meget bedre, fordi det lokker alligevel Folk til og det værste er, at don maa vistnok se at faa sit eget Lo­ kale, for Restavratorerne kan jo umulig staa sig ved at have Møder for lutter totalafholdte Mandfolk, der ikke drikker saa meget som et Glas bajersk ©1, og nu maa jeg hjem til Sørensen, for jeg har lovet ham, at jeg vil passe paa ham, men nu har jeg ladt Nøglen til Buffeten, hvor Snapsen staar, blive siddende og det er da Synd at friste ham, det stakkels Skind. Saa nu Farvel, søde Frn Skrøder og Tak for Kaffe. Fribilletter, som Chefen med gavmild Haand uddelte sær­ lig til dem, der kvalificerede sig som ubegavede Skue­ spillere, Digtere og Kritikere. Simple Billetsjovere saa han ikke, men det kom blot af, at denne for Kunsten saa betydningsfulde Race uddannedes ved T eatret blandt unge begavede Mænd fra Hjørnet af Læderstræde. Studenten fik Plads i Parkettet og saa nu, at hele Forsamlingen paa Tilskuerpladsen og Scenen, til Erindring om Drachmanns Fiskere, var klædt paa som til en Fisker- maskerade i Taarbæk, Festsn aabnedes med Fremsigelsen af det bemrnté Digt med de bekjendte Linier: «Om fe o ih u n d .re d A a r vil de ikrive et Værk Og grave mig op fom den gamle Klerk Og tage mit Liv i de ftore Træk,» Derefter holdtes der af en graasprængt Cicero et Foredrag, som mindede om Drachmanns Betydning før Scenen, idet h an,.ved at undlade at benytte sit store Geni for Theatret, havde gjort det muligt for dette at faa mangfoldige andre Værker opført. lia n begav sig derpaa til Opgravelsespladseu, hvor det halvt forvitrede Monument, en vældig Sydvest, stod over Graven, der bar sine Blomster, som den vilde.

Tavshed belønnes.

F ra Gaasetaarnets ærværdige Stad Vandrer et Rygte fra Blad til Blad Og finder for godt at berette, At S c h r o l l , vort Folketings “tavse Mand« Fordi han Diæt ikke nyde kan, Vil paa Pension man sætte. I Sandhed, hvis nogen Mand har fortjent At blive paa denne Maade erkjendt, Saa er det den nævnte Politiker. For Munden han al Tid gik med en Laas Og spared’ for s a a vidt Tinget for Vaas; Hvor findes vel Mage til Kritiker? For ham ,.skendt et Fjerdedelhundrede Aar Han gik mellem Venstres brægende Faar, Som med deres Snakketøj praled’, E r det sikkert den allerletteste Sag At gjøre Regnskab paa Dommens Dag. For hvert syndigt Ord, han har talet. Og der har vist mangen uværdig Person I vort Aarhundrede faaet Pension, Hvi skal man saa nægte S c h r o l l ’en? Det vilde dog være Synd og Skam Mod et af Venstres uskyldigste Lam, Ja, det vilde være en kold e n !

Pension burde gives i Tinget til hver, Der mægted’ som Schroll med saa liden Besvær At tæmme sin Tungefærdighed. Den gamle Sætning saa kjærnefuld, At Talen er Sølv, men Tavshed er Guld, Kora derved atter til Værdighed. Jo, havde bare hver Venstremand Forstaaet den Kunst at tie som han, Saa skar det dem ikke i Sjælene, At deres store Ord blev til Vind, Og saa blev O le C h r i s t e n s e n ej sat et Trin Lavere end de Umælende.

Teatrets Komikere gravede Digteren op og forsogte at tage hans Ben i de store Træk; men først efter megen Søgen fandt man nogle store Mammuthknokler . .............. Paa Gaden kjøbte Studenten et Festnummer af Kloaken et Blad, der i Udseende mindede om Morgengnavet, men langt overgik dette i Stilens Saft og Kraft. Det polemiske Digt paa Forsiden begyndte saaledes: «Satan æde dig, Fanden træde dig Ned, dit Svin, Med Spark og G rin .............» •Nej,* tænkte Studenten, »maa jeg saa bede om det gamle Kjebenhavn og Morgenbladet!« — I samme Nu sad ban hjemme med Morgenbladet i Haanden og læste en af D r. Levisons gamle Recepter deri. Den Nat drømte han, at Herman Labang var bleven klog og ikke skrev mere. Det var en kjedelig Drøm, og han vaagnede forstemt. Men saa kom *Nationaltidenden», og Kjælderen var som sædvanlig fuld af Vand, et helt Akvarium med Torsk og F ly n d e r-------------— For Studentens ©ren lyder • H i - H a - H e r m a n ’’s skrattende Toner.