S_Punch_1880

74

T r ed ie B e h a n d lin g

— Nu ser F i n a n s l o v e n straalende ud. Tænk, ni Millioners O v e r s k u d ! D et Facit maa nok kaldes blændende! — Derfor bør vi takke de Venstremænd, Som U n d e r b a l a n c e n humant flytter hen I Lommen paa — E m b e d s m æ n d e n e .

la, der kan man se, det er gyldne Ord, A t al T ing paa denne velsignede Jord Faar før eller senere Ende! Og har Du en Tvivl derom i dit Sind, Saa gak i det danske Folketing ind; Der vil Du faa Troen i Hænde. Finanslovbehandlingen stræbte med Flid A t undgaa parlamentarisk Strid, O g at afgjøre al Ting mindelig. Men langsomt fra Haanden Arbejdet gled Og syntes, lig Himmelens Miskundhed, A t skulle vare evindelig. D og da man omsider saa langt skred frem, A t man var i Stand til at tælle til fem A f henrundne Maaneders Række, Saa gjorde man endelig Sagen klar Den otte og tyvende Februar. Slig Stordaad maa Undren vække 1 Og trods det Hastværk, man anvendt har, Er denne Finanslov et Pragtexemplar A f politisk Dybsind og Grundighed, E t brugbart, skøndt temmelig magert Budget, Der skærmer den kjære Bevillingsret Mod reaktionær Underfundighed. • Den opelsker folkelig Industri, Selv Brøndgraver SØRENSENS Vindmageri T o g B læSENBOEG under Beskyttelse; Thi han og hans EM er har gjerne lagt Vind Paa Blæst og vindskibeligt Hjernespind A t beære med Understøttelse. , — A l b e r t i tog sluttelig glubsk paa V e j: Man kan ej benægte, at han ved sit «Nej» Besørgede Hændernes Tvættelse. Men da til Benægtelsen frem han tren, Da fulgte med hannem ej fler end en; D et var dog al Tid en L e t helse. For Resten var tredie Behandling mat Med Hensyn til storpolitisk Debat Og dertil hørende Sludder; D o g hørte man Taler i folkelig Aand, Og Venstre holdt tro sin beskyttende Haand Over Kastelsgravens Mudder.

Dirigenten bad Medlemmerne om først og fremmest, naar de sad her, at huske paa, at de ikke var paa Vaabenbrødre- generalforsamling og ikke heller i Folkethinget, saa de maatte opføre sig nogenlunde anstændig, og han maatte erindre dem om, at Grundlovens § 57 ikke vilde yde dem nogen Beskyttelse paa dette Sted, saa de maatte helst afholde sig fra Injurier. Det idiotiske Medlem kunde godt indse, at dette sigtede til Ole Christensen, og vilde derfor bare spørge Dirigenten, om «Løgn og Bagvadskelse* var en In­ jurie. Dirigenten svarede bekræftende. Det idiotiske Medlem mente, at naar det altsaa var sandt, at det var Løgn, saa var det jo saa rimeligt, at Ole Christensen krøb i Skjul, men dersom det var Løgn, at det var sandt, nemlig at hans var Løgn, saa — Dirigenten bad det idiotiske Medlem gaa lidt ud og lufte sine Begreber og meddelte derefter, at Mødet var sammenkaldt for at tage Bestemmelse om en livs­ varig Hædersgave til det i n t e t s i g e nd e Medl em i Anledning af, at han nu i syv Aar havde siddet i Redaktionen og i al den Tid kun en eneste Gang aabnet sin Mund for at meddele, at han frafaldt Ordet. En saadan Selvfornægtelse midt i vor meget talende Tid var Penge værd og som et talende Vidnesbyrd om Medlemmernes Paaskjønnelse heraf vilde han ioreslaa at skjænke Vedkommende et Sølvbæger med Indskriften: Han bl ev yed at holde Mund. Det militære Medlem kunde aldeles ikke være enig med Dirigenten. Han havde nemlig tænkt sig akkurat det Samme fra først af, men nu da han hørte sit eget Forslag i Dirigentens Mund og derved kom til at huske paa, at Dirigenten og han havde siddet paa Skolebænk sammen og derfor aldrig havde kunnet fordrage hinanden, vilde han gjøre alt Sit til at for­ hindre, at Forslaget blev vedtaget. Naturligvis kjendte han sine Pligter som militært Medlem tilstrækkelig til at vide, at det ikke gik an aabenlyst at skjælde Diri