S_Punch_1880

82

Melodramatisk Forspil tii L a n d s t in g e t s N a c h s p ie l .

— Nu, Landsting, lad ej Modet falde, Og vær saa god at mindes alle! Men glem blot ej paany det halve! — Til Ufred op det trækker slemt, Og B e r g han ærgrer sig bestemt. Ja lad ham sige kun god Nat Til Haabet om Ministerhat, Gjør Universitetet fri

For fedtet Venstrekniberi, Og Citadellets Volde løft A f deres fæle Muddergrøft! Men en Ting vil vi sige Dem: Gaa bare, bare lige frem! Flugt er ej altid redelig, Men Fiasko altid kjedelig!

Hvert Dagblad var jo fuldt af Jammer Fra Højremænd, som næsten skammer Sig ved vort tamme Førstekammer! — Nu er det jer, der staar for Tur At ta’e vort «Overslag*» i Kur. I Folketinget svandt det ind Til næsten bare Ben og Skind. — Benyt nu brav jer Lejlighed Og gjør os Loven dejlig fed; Saa faar I Tak og Pris ndøst: •Ne j , det Bu d g e t er mage l øs t ! « P u n c h d r øm r n e r . H i

£ang Tid i Landstingets værdige Sai var Stemningen flov, Talernes Skæbne bestandig fatal var, Publikum sov. Nu kommer Solen, og Taagen den viger, Landstingets Aktier paa Kurslisten stiger, Lydt klinger Talen fra Blom og fra K r ie g e r , Andræ og C arlsen og P loug . Aarets F i n a n s l o v , den stakkels forskudte Fredløse Lov, Skal ikke mer være Ber gs absolute Prisgivne Rov! Nej, den skal drøftes, til Udvalg hensendes, Prøves og vejes og drejes og vendes! Det bliver Lejer, jo det kan nok hændes, Der bliver morderligt Sjov! I I . Debatten gik jo nydelig,

nch havde Feber. De sidste Maaneders literære Kam­ pe havde angrebet hans Nerve­ system paa en foruroligende Maade, Finansloven i Lands- thinget, Nationaltidendes kamp­ lystne Artikler, og Herman Bangs dithyrambiske Feuille- toner havde givet ham det sidste Sted. Punch var al­

vorlig syg. Han var bleven behandlet af to rigtige Doktorer, tre Homøopather og fire kloge Koner, havde afvexlende drukket Spande af amerikansk Olie og spist over en halv Skæppe Sukkerkugler, Alt sammen uden Virkning. Nu laa han og døsede, medens en osendeNatlampe kastede sit rødgule Skær henover den slumrende Vaagekones trivelige Ansigt. Det var gamle Mutter BerlingsJse , der havde paataget sig at vaage, men var falden i Søvn over en af sine egne Artikler,

Skendt F i s che r var fortrydelig, Og Es trup var ei rigtig sød, Trods Embedsstandens tørre Brød.