S_Punch_1880

2

Ouverture«

Men trods frosne Strande Vil han frejdig lande! Slumrer Blomften end i Kim, Hænger Skoven fuld af Rim For hans Vers at pryde. Ville de os fryde,

Eller Sorg kun byde? Vil hans Fremtidspoefi Bringe lutter Harmoni Eller Dissonanser?

Skal vi fe hans Stanzer Klædt i Staal og Panfer? Vil de fprede Glans af Sværd, Eller Fredens Rofenikjær Over Bjerg og Slette? Hvo formaar at gjette Vel i Dag det rette? Dog, før Aaret helt er endt, Haabe vi, det har fortjent Mer end Digtergagen.

Nytaarsdag er kommen Glad og lyftig fom en Ung og haabefuld Poet, Der fin Fremtid alt har Laurbærkransomvunden.

fet

End i Morgenftunden Ingen Fugl i Lunden Slaar fin Trille paa hans Vej, Intet Løvfpring fom i Maj Skygger om hans Pande.

Punch drømmer.

var til et Juleselskab, et rigtig Juleselskab med unge, glade Ansigter, med muntre Ord og rungende Latter, med Pebernødder, med Pantelege og med Kys. »Skal vi skrive Sedler?» sagde En, og saa var hele Selskabet opsat paa at skrive Sedler, og der blev skaffet Papir, og det kneb med Blyanter, men de blev dog skaffede til Veje. «ikke kigge!» sagde Punch , men man kiggede alligevel, og saa blev alle Sedlerne skrevne, endogsaa den unge Dames, der fra Først af havde erklæret, at hun var saa gyselig dum, men det var hun slet ikke, ellers havde hun ikke sagt det. Punch læste Sedlerne op. Det var den gamle Slags med: hvor de mødtes og hvad de sagde og hvad Enden blev. Sedlerne lød saaledes: 1 ) Den kritiske Professor M o lb e e h og Den skjonne H e le n e , De modtes : I Kultusministeriet. M o lb e e h sagde: B u m ! H e le n e sagde: Det skal De komme til at fortryde. Enden b lev : At Censuren over L e o n a r d a kom i B e r lin g s k o . Og Folk sagde: M an skal ikke lægge sig ud med F i s c h e r . 2 ) Den grønne C a r l G j e l l e ru p , Den strænge C a r l P lo u g , De modtcs: I Litteraturen. G j e l l e r u p sagde: Æ B æ l P l o u g sagde: Stram u d ! Enden b lev : Brun og bioa. Og Folk sagde: Bare han havde faaet del, mens han var lille. 3 J Den lille Borgemester E h l e r s, Den store Borgemester F e n g e r , De m odtes: P a a Kvægtorvet. E h ie r s sagde: Hvor bliver Kreaturerne a f? F e n g e r sagde: Lad mig om det. Enden blev: At de kom. Og Folk sagde: Sent er bedre end aldrig.

Punch var til Juleselskab. Det var et rigtigt fint Selskab — umaadelig fint med tre tykke E tatsraader, to langbenede Kammerjunkere og en 'hel Bunke ubge, begavede Digtere, der havde søgt at se saa ge­ niale ud, som det vel lod sig gjøre, over Dyreryg og Veuve C liquot, Middagen var til

Ende. De ældre Herrer var indviklede i en dyb filo­ sofisk Diskussion, der drejede sig om, hvor vidt Dyret havde hængt længe nok eller ikke, de to Kammerjunkere henrykkede Husets Frue med smaa Skandaler og Historier fra det sidste Hofbal. De unge Digtere gib omkring og skelede til hinanden. Ingen af dem sagde Noget. For det, de vilde sige, skulde Yære aandrigt, og der var Ingen af dem, der bunde hitte paa noget aandrigt. Alle Damerne sad og drak Yand i store Kvantiteter, saadan som Damer altid gjør efter en god Middag. De talte om dores Julegaver, og om, hvor travlt de havde havt, og om den dejlige Silkekjole, Fru Lund havdo faaet af sin Mand — skøndt han var nok næsten fallit — sagde man. Punch morede sig ikke. Han sad ganske for sig selv henne i en Krog og tænkte paa Julesel­ skaberne i hans Ungdom, hvor man havde moret sig og leget Ordsprogsleg og Pantelege — endogsaa med Kys —- eller spillet om Pebernødder eller danset. Punch blev melankolsk vedat tænke paa, at Alt dettevar forbi. Han lukkede øjnene og søgte at kalde alle disse svundne Glæder frem i Erindringen. Men, naar man lukker Øjnene efter at have spist Dyreryg og drukket Cham­ pagne, har man ikke saa let ved at aabne dem igjen. Kort sagt, Punch faldt i Søvn. Og nan drømte, han