NFSGrundtvigsLivOgGjerning

i 5 i

mig, men man maatte gjøre lidt for Gejstligheden, og han havde selv oftere forgjæves formanet den til at prædike lidt mere bibelsk — alt sammen fordi man tænkte, det var over denne latterlige Sag, jeg var nær ved at synke i Jorden« tilføjer han. A. S. Ørsted havde hele Tiden været af den Mening, at vilde Præsterne stævne ham for det, vilde det være lige saa klogt, som om hele Slægten vilde stævne Fichte for hans »Grund­ træk af Nutiden«, og man sagde forvist, at da Clausen havde^ talt med Justitiarius i Højesteret, Kristian Col- bjørnsen, havde denne bedet ham tage sig i Agt for Domstolene, der efter Loven var nødte til at give Grundtvig,Ret. Den Tort slap Præsterne nu for, fordi Kancelliet ikke vilde lade Sagen gaa sin retslige Gang, men mange følte, at Grundtvigs Dimisprædiken i Virke­ ligheden, som Mynster senere sagde, havde »givet Kjø­ benhavns Præsteskab Anledning til at prostituere sig«. Naar han var »nær ved at synke i Jorden«, havde det, som alt oven for antydet, ikke sin Grund i Irette­ sættelsen eller hele den »latterlige Sag« i og for sig, saa- ledes som den fra første Færd af stod for ham; den tog han sig, for saa vidt den angik ham selv personlig, aldeles ikke nær, og længe tog han den i det hele taget temmelig let. »Da det rygtedes, at Præsterne vilde sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa mig hængt eller brændt, da lo man trindt omkring mig, og jeg lo med, som man endnu kan se i min første Nyaarsgave »Idunna«, som da var under Pressen«.1) ') „Iclunna, en N ytaarsgave for 1811“ udkom i D ecem ber 1810 og in d eh o ld er foruden alvorlige D igte og F o rtæ llin g en Tirfing ogsaa en D el Skjæm tevers.