NFSGrundtvigsLivOgGjerning

8 4

for øvrigt allerede længe havde følt sig utilfredsstillet a f uden a t kunne finde noget andet i S tedet. B etegnende er i saa H en seende hans Hævdelse af (i S ty k k e t om «Signe«), at skjønt d et i D ram aet kun er »Materien eller G em ytterne og Form en eller det poetiske K læde- mon«, der er d et vigtige, medens Stoffet i og for sig er d et underordnede — »det er, tæ n k t for sig selv, ingenlunde et Noget« — , saa at d e t fra Poesiens Side er ligegyldigt, en ten d e t er e t historisk F ak tum eller ikke, maa D igteren, naar han vil søge et historisk Stof, væ lge et, »som tillige indeslutter G rund træ kkene til et Billede af h ø j e r e G e m y t t e r . H erved er virkelig m eget vundet, da e t saadan t S to f lig en højere A and sty re r hans F je d ; men han er da ogsaa forbundet til at iade sig sty re og virkelig udvikle hine G rundtræk. D e t er kun d e t b lo tte Stof, han har R e t til at for­ andre, og vover han at indtvinge en Betydning, for- skjellig fra den, H istorien kjæ dede til Stoffet, da har han overtraad t P agten, og sikkerlig vil Stoffet hævne sig ved at søndre P roduk tets E nhed«. Som E xem pel anfører han Shakespeares »Hamlet«, som han føler er »sand poetisk«, men dog ikke kan føle sig fuldt til­ freds med, fordi der, skjønt Stoffet er h e n te t fra »den poetiske Kam ps sande Fæ dreland, fra gam le Nord«, ikke er m indste Spor at opdage i d e tte S tykk e af den Form , Poesien antog i Norden. »Hvem kan beund re hin evige M indestøtte, den herlige D ig ter rejste sig, og dog ønske den anderledes bygg e t? Men hvem kjender Grunden, hvo rpaa den hviler, og ønsker ikke at kunne bortflytte den fra en Jordplet, i hvilken ganske andre E rindringer ere rodfæ stede«. A t han for