JPJacobsen_1911

FØRSTE UNGDOM I KØBENHAVN

41

unge J. P. Jacobsen. Drømmer, som han var, digtede han sig ind i en Forelskelse i den unge vordende Kunstnerinde; sit hemmelige Sværmeri dyrkede han ved hele Dage igen­ nem at opholde sig ude paa Nørrebro i en lille Restaura­ tionshave, som ejedes af den Elskedes Fader. Han opnaaede dog ikke at faa den unge Pige i Tale før adskillige Aar se­ nere, da den ungdommelige Forelskelse forlængst var et overstaaet Stadium, og hun har næppe nogen Sinde anet, at hendes unge, straalende Kunst har inspireret en af vore største Digtere til nogle af hans smukkeste Ungdomsdigte. „Straaler, mine Drømmesale!“ med Indledningsstrofen: og saa selve Digtet: „Tovelil, kom lad os vandre“, er et ar Drømmebillederne, drømt om hende og til hende; „Drøm­ meidealet“ er et andet og „Ønskerne“ et tredie Billede, i dette fine Digt bliver den tilbedte til „Signelil, der bor i den mørkladne Borg med Volde og Gravene brede, med Broen optrukken og Porte tilstængt.1 Men som man selv af den dejligste Drøm vaagner op til den graa Virkelighed, vaagnede ogsaa den unge Digter en­ gang og fik sig samlet sammen til i de sidste Par Maaneder før Eksamen at faa læst lidt. Drømmen glemte han dog ik­ ke, da Balletdanserinden senere var blevet en berømt Skue­ spillerinde, har han sikkert været meget modtagelig for net­ op hendes Kunst. Den 13. December 1870 havde det kongelige Teater en interessant Debut; Ballettens Primadonna spillede for før „Straaler, mine Drømmesale, skønt i tusind Kerters Glans, klinger højt af Sang og Tale Strængespil og munter Dans,“