JPJacobsen_1911

48

STUDENT

den Aften og tilfældig havde gennemgaaet med ham netop det Spørgsmaal, som han Dagen efter kom op i, og som han, takket være Vennen, hentede sig et Laud for. Da han nu, 1868, var blevet cand. phil., var han fast be­ sluttet paa, at han vilde tage Magisterkonferensen i Natur­ videnskab, skønt der kom Øjeblikke i hans Liv, hvori han troede, at Poesien skulde være hans Idræt, som han skrev i Dagbogen. I et saadant Øjeblik maa det have været, at han i September 1868 sendte Manuskriptet til „Hervert Sper- ring til den gyldendalske Boghandels Forlag. Digtsamlingen blev ikke antaget den Gang, men et Udvalg af den blev of­ fentliggjort i „Digte og Udkast“ 1886, efter Jacobsens Død. Der er mange nydelige Digte i „Hervert Sperring“, højst staar det sidste i Samlingen, skrevet i September 1868, dets Titel er „Lad mig ej dø !“ Digteren beder: lad mig ej dø en Dag, naar Naturen straaler i Solens Glans, naar Fuglene jubler, og Blomsterne dufter, for han har elsket Naturen over alt andet; han vil ikke, at den skal være uberørt af hans Død. „Den skal ej smile ligegyldig fro, naar Afskedsstunden kommer for os to.“ Den unge Digter vil tage Afsked med Livet i en mørk Høstnat, naar Stormen suser, og Bølgerne raser, da kan han tro, at Naturen jamrer over hans tidlige Død. Han vil sidde og se paa Skyerne, som hans Fantasi befolker med de Skik­ kelser, han i sin Digtning skulde have skabt.

„Det er de Skikkelser, jeg skulde fød, men som med mig nu dø den aarie Død.“

Disse to Linier er som en Profeti om J. P. Jacobsens Død. Næsten alle Digtene i „Hervert Sperring“ er Drøm