JPJacobsen_1911

51

STUDENT

Hvad brød jeg mig vel om den luende Sol, naar den synker i vestlige Strømme, hvis jeg ej om et ildfuldt glidende Liv bag de purpurne Skyer kunde drømme. Hvad brød jeg mig vel om den hvidskende Skov og om Kildens melodiske Stemme, naar mig ikke en Saga om Aandernes Liv Fantasien deri lod fornemme. Ellen. End har jeg kun dig skuet, fagre Kvinde! End har ej Læben ladet mig forstaa ved Ordets Strøm, hvad Barmen slutter inde, dog gennem Skønhedsslør jeg grandt det saa. Thi kunde end den fri, den aabne Pande foruden Uskyld være dig forient, saa magted dog ej Øjets dybe Vande foruden den at straale lyst og rent. Og kunde Læbens fine, ædle Bue end uden Aand og Højhed være bygt, mig lader Smilet, som den lod mig skue, paa Aandens Flugt og Evner stole trygt. Og kunde Kindens Roser farverige end blomstre trods et Hjerte dødt og goldt, det Suk, der Barmens Bølger bød at stige, ej vidner om et Udspring mat og koldt.

Farer hen I Drømme. Farer hen I tomme Drømme! Synker ned i Glemsels Strømme, I kan ej min Længsel dæmpe, jeg maa ud i Livet kæmpe,