JPJacobsen_1911

52

STUDENT

ud i Livets stride Elv bort fra Jer og fra mig selv. Ingen Ven jeg vinde kunde, ensomt mine Dage svunde, uden Liv og uden Varme træt jeg sank i eders Arme, eders blege Skyggehære skulde mine Venner være. Ak, hvor har I ej mig skuffet! Jeg mig selv har ikkun truffet i den store Billeddrøm. Haab til Drømme er en Drøm.

Gud frels mig dog. Gud frels mig dog, end kan det ske, end kæmper jeg imod; men faar ej snart jeg Frelsen se, forsvinder alt mit Mod. O frels mig dog, jeg er det værd, en Verden i mig bor, et Skønhedsvæld, en Tankehær gaar under uden Spor. Gud frels mig dog af Drømmens Arm, styrt Himlen ned paa mig, slyng Livets Bølger mod min Barm, saa skal jeg tro paa dig.

Som før bemærket lykkedes det ikke for Jacobsen at faa denne sin første Digtsamling udgivet i 1868. Da han Aaret efter igen prøvede at faa noget trykt, var han lige saa uhel­ dig ; denne Gang var det Prosaen, han forsøgte sig med. Han havde skrevet en Skitse „Udlændinge“, som han send­ te til „Illustreret Tidende“ ; men han fik Manuskriptet til­ bage med det Svar, at hans Bidrag ikke egnede sig til Opta