JPJacobsen_1911

66

VIDENSKABSMAND OG DIGTER

havde set i Cellerne og Hallen, og nogle mente, at han var naaet til Slottets Hjerte, men andre sagde, han havde drømt i Forhallen, Manden var Charles Darwin, og det, han for­ talte, var, hvorledes alt, hvad der lever paa Jorden, var som et mægtigt Klædebon, der vævede sig selv, hvor den ene Traads Løb og Farve betingede den andens, og at alt, som Tiden svandt, blev Vævet rigere og skønnere. Nu skal vi følge ham paa hans Vandring og lære at kende, hvad han saa først i Cellerne og saa i Hallen.“ Efter at Jacobsen i disse Linjer har udladt sin glødende Begejstring, gennemgaar han nøgternt og grundigt Darwins Lære; han slutter sin lange Artikkel med at sige, at ved Darwins Theori forsvinder Underets Poesi, men der er og- saa Poesi i det nye, og vore Følelser maa vige for Tilfreds­ stillelsen af højere aandelige Fornødenheder. I næsten hvert af de følgende Numre af Maanedsskriftet har Jacobsen en Artikkel om en eller anden af Darwins Theorier. Det fremgaar af disse Smaaafhandlinger, at hans Skuffelse og Bitterhed over den bristede religiøse Illusion nu har fortaget sig, og at han i Darwinismen har fundet fuld Tilfredsstillelse og Løsning paa mange Gaader. I en Artik­ kel om Menneskeslægtens Oprindelse skriver han efter at have gjort opmærksom paa, at Mennesket er de organiske Formers højeste Repræsentant, som har udviklet sig af la­ vere Former: „Om nu ogsaa denne Synsmaade ved første Øjekast ser ud som den raaeste Materialisme, som en hen­ synsløs Krænkelse af Menneskets Majestæt, mon den saa dog ikke ved nøjere Betragtning skulde vise sig at være sun­ dere og ædlere end de dunkle Drømme om Adam og Eva i Edens aldrig fundne Have, saavist som den dybere set er langt idealere, idet den peger mod Fuldkommengørelsen og forjætter en stadig Tilvækst i Intelligens!“