JPJacobsen_1911

70

VIDENSKABSMAND OG DIGTER

des’ Krav til den nye Litteratur om Realisme og Problem­ digtning, sluttede sig til ham; de arrangerede nogle smaa Aftenselskaber paa D ’Angleterre, hvor de med ham som Midtpunkt drøftede det nye. Det var Mænd som Edvard Brandes og Vilhelm Møller, Holger Drachmann og J. P. Jacobsen. Ved et af disse Selskaber, den 5. Marts 1872, stiftedes Litteraturselskabet. Georg Brandes, Drachmann °g J- P- Jacobsen kom tillige med et Par andre til at danne Bestyrelsen; ved Møderne debatteredes de nye Tanker og Ideer, Medlemmerne skiftedes til at holde Foredrag. En Aften var det J. P. Jacobsens Tur, han skulde tale om Darwinismen; hans Foredrag bleven complet Fiasco. Tungt, uforstaaeligt, i et kejtet Sprog stod han der, den glødende begejstrede Darwinist og afleverede sit Foredrag og kunde ikke faa et Ord sagt af alt det, han følte og tænkte dybest. Han vilde uhjælpeligt være blevet til Latter for hele For­ samlingen, hvis han ikke allerede for nogen Tid siden havde præsteret et Værk, som havde sikret ham denne Kreds’ og mange andres udelte Beundring og Agtelse. Han havde skrevet „Mogens“, og „Mogens’ “ Forfatter kunde man vel tilgive et ubehjælpsomt, usammenhængende Foredrag. Da man i „Nyt dansk Maanedsskrift“ for Februar 1872 læste den mærkelige Begyndelse: „Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet,“ undredes man straks over dette Sprog med dets egne, sære Farvetone, det var noget ganske nyt ; end mere undredes man, da man kom til Beskrivelsen af det begyndende Regnvejr, en saa minutiøs Iagttagelse af et dagligdags Naturfænomen og en saa sikker Gengivelse i fuldendt kunstnerisk Form var man ikke vant til. Den nye Tid, Georg Brandes indvarslede, havde faaet sin første Digter. Drømmeren J. P. Jakobsen, der i sin Barndom og første Ungdom havde drømt mere end levet,