JPJacobsen_1911

VIDENSKABSMAND OG DIGTER

73

en lignende Sikkerhed udtalte han sig om sit Digterkald ved en anden, mere oprømt Lejlighed. Han var sammen med Paul Kierkegaard indbudt til en lille Herremiddag i Malmø. Efter Bordet, da man sad ved et Glas svensk Punch, sprang Jacobsen op i Sofaen og holdt en Tale, som han sluttede med den overraskende Meddelelse: „Jeg er Digter, jeg er Fanden gale mig Digter!“ hvilken Udtalelse applauderedes stærkt af de tilstedeværende Svenskere. En anden Aften var det Sophus Bauditz, der var Gæst i det lille Værelse i Studiestræde. Jacobsen havde læst en Del Digte, og Bauditz var meget betaget af, hvad han havde hørt; da han gik hjem fra Jacobsen, var der nogle Ord, der blev ved at lyde i hans Øre som en skøn Musik, det var Linjen „Et rødgult Solblink over fjerne Rude“ i Digtet „Nævner min Tanke dig“ .' Jacobsens daglige Liv var paa denne Tid meget regelmæs­ sigt; han stod i Regelen først op Klokken tolv— et, gik en Tur henad Totiden, som oftest gennem Strøget til det kgl. Bibliothek, hvor han enten hentede Bøger eller sad paa Læsesalen, beskæftiget med historiske Studier. Han havde faaet fat paa Emnet til Marie Grubbe ved at læse om hende, dels i Holbergs Epistler, dels i H. C. Andersens „Hønse- Grethe fortæller“, og i Marts 1873 var han meget optaget af at gøre Studier til en Fortælling fra det syttende Aar- hundrede med samme Marie Grubbe som Hovedperson. Fra Bibliotheket gik Vejen til Studenterforeningen, hvor Jacobsen spiste til Middag, derfra tilbage til Studiestræde, og først nu kom hans egentlige Arbejdstimer. Var han i Stemning dertil, kunde han sidde og drømme sig ind i en el­ ler anden Situation, for bagefter at give den Udtryk i et Par Sætninger, som han omhyggeligt formede og omdannede til de rette Ord var fundet, saa nedskrev han Resultatet paa