JPJacobsen_1911

74

VIDENSKABSMAND OG DIGTER

smaa Lapper Papir, som han gemte, til han engang fik Brug for det skrevne i en Fortælling eller i et Digt. Eller han ned- skrev en og anden lille Oplevelse fra Spadsereturen som f. Eks. denne: „Stakkels Fyr! han var løben løbsk fra Frue Kirke og helt ned i Studiestræde, da Kusken indhentede ham og vredt smed Pisken i Snavset og sagde: er du tosset, tror du jeg gider rende saadan efter d i g ? Stakkels 8-aarige! at leve i Illusionen som Hest saa langt og saa blive revet ud af den. Stakkels Fyr! ydmyg og bedrøvet tog han Pisken op af Snavset.“ Hvor denne Beskrivelse er karakte­ ristisk for Jacobsen; en sikker Iagttagelse af Smaating, en kærlig Forstaaelse af Barnets Sjæleliv. Han var en stor Børneven og gav sig gerne af med Børn; naar han var i Thisted i Eksamenstiden, var det ham altid en Fornøjelse at være Censor i Naturhistorie paa Realskolen. Hvis han ikke skrev, læste han. Han dyrkede Skønlittera­ turen som Studium, blandt andet læste han Bunker af engel­ ske Dameromaner, han vilde studere hvorledes Kvinden skrev og derigennem hendes Psykologi. Det var en umaade- lig Mængde, Jacobsen kunde overkomme at faa læst i et kort Tidsrum, hvor energisk han læste, ses bedst af følgende Brudstykke af et Brev fra ham til Vilhelm Møller. „Da jeg 16 Aar gammel kom til København, kendte jeg Wessel, Holberg, Ingemann, Oehlenschlager og Heiberg ud og ind og det meste af de øvrige Klassikere ogsaa, lige fra Tode, P. A. Heiberg til Bjørnstjerne Bjørnsons første Arbejder. De tyske Klassikere kendte jeg kun gennem den lille Duodez-Udgave, men i mit 18. Aar gjorde jeg Bekendt­ skab med hele Goethe, Schiller, Wieland og mange andre, 19 Aar gammel fandt jeg Shakespeare, kom godt ind i svensk Litteratur, og da jeg var blevet 20, i Søren Kierkegaard, Schack-Staffeldt, Feuerbach og Heine. Fra jeg var 20 til 23,