JPJacobsen_1911

KAMPEN FOR L IV E T 83 Grad, der var betydelig Hæshed til Stede og ved Stethosko- pien iagttoges en Fortættelse af højre Lungespids samt en Caverne.“ løvrigt mente Lægen, at Jacobsen vilde kunne leve et Par Aar, han var den Gang kun 26 Aar. „Men jeg vil ikke Døden, vil jeg!“ havde han skrevet i et af sine tid­ ligste Ungdomsdigte; han vilde ikke dø, Resten af hans Liv blev een eneste Kamp mod Døden eller snarere Flygten fra den „Fangemur“ , han ikke vilde komme nær. I de følgende Aar skiftede han stadig Opholdssted, og næsten hver Gang var det en Flugt, indtil han til sidst forstod, at nu nyttede det ikke længere. Døden vilde naa ham, hvor han end flyg­ tede hen. Saa tog han Afsked med sine Venner og rejste hjem for at være hos sin Moder, naar den „sidste store Time“ kom. I de elleve Aar, den syge Digter kæmpede for at bjerge Livet, skrev han de Værker, der vil staa som Monumenter i dansk Litteratur. Men han skrev uhyre langsomt og af­ brudt, kunde være Timer om at forme en Sætning og i lange Tider fuldstændig ude af Stand til at skrive. I Digtet „Tog Bølgen Land“, hvoraf Slutningen saavidt vides er skrevet i hans første Sygdomsaar, staar der:

„Hvorfor leve, naar vi dog skal dø? Hvorfor kæmpe, naar vi ved, at Sværdet dog skal vristes af vor Haand en Gang ? Hvortil disse Baal af Kval og Smærte: Tusend Timers Liv i langsom Liden, langsom Løben ud i Dødens Liden?“

„Tusend Timers Liden, langsom Løben ud i Dødens Li­ den“, det handler J. P. Jacobsens Digtning efter 1873 om. Af det friske Naturbarn Mogens er kun Drømmeren blevet tilbage. Niels i „Niels Lyhne“, og Henning i „Et Skud i 6*