086534487

18 Vi har i vore Dage, Sammenslutningernes Tid, vanskeligt ved at forestille os, hvor ringe Sammenslutning der var mellem Beboerne af en By som Kobenhavn, inden det nationale Gennembrud kom og bragte a lle til at fole sig sammenhørende som et Folk, som en Na­ tion. Kløfterne mellem Frie og Ufrie — Adelige og Ikkeadelige — mellem Embedsmænd og Haandværkere var saa dybe, og de Mure, som rejstes af Rang og Lang, saa uoverstigelige som nogen Sinde. Selv i Kirken, i Guds Hus, hvor man skulde have tænkt, at Folk af samme Tro kunde modes i Enighed og Samdrægtighed, var Split teisen gennemfort, og Klassehovmodet giver sig herinde Udslag i de forargelige Stolestadestridigheder. Og som det var i det lille Danmark, var det overalt i Europa, — der var ingen Samfundsfølelse, ti der var intet Samfund til, men Stænder, Klasser og Laug, der i hvert Land stod skarpt over for hinanden. Men Længslen efter at faa disse skillende Skranker revet ned gjorde sig gældende med stigende Styrke. Hos de bedste Mænd i alle Lande vaagnede der under Tidens kolde, stive Egoisme en Trang til Overbærenhed, til at vise og ove Velvillio mod andre, til, trods al kunstig Rangs- og Standsforskel, at se paa hinanden som Ligemænd. Der opstaar Selskaber med humane og lilantropiske Formaal, hvor Medlemmerne giver hinanden Brodernavn og omgaas hinanden som Brødre. Paa Grundlag af denne Længsel og denne Trang forstaar man den rivende Hurtighed, hvormed Frimureriet — det mest universelle af disse Broderskaber, der havde sin Rod i gamle middelalderlige Sammenslutninger — kunde udbrede sig over den hele Jord efter den store Omstøbning i 1717. Vort Levned er mod Tid og Evighed som liden Landsby mod en stor og mægtig Stad. staar der hos Peder Paars. Tehandleren fra Grønnegade er kun en jævn, københavnsk Borgermand i Sammenligning med de store Aan­ der, der banede nye Veje for Verdensudviklingen og bragte nye K il­ der til at springe. Men han er i Slægt med dem. Han har noget baade af en Franklin og af en Pestalozzi i sig; han har dot varme Hjærte for Fattige og Lidende og den levende Attraa efter at være til Gavn for sine Medmennesker. „Det maa ikke alene tilskrives hans Stræbsomhed og Vindskibc- lighed for egen og Kompagnons Velfærds Forogelse, som drev ham til at lægge Ilaand paa det Kongelige privilegerede Københavnske

Made with FlippingBook HTML5