086534487

30 Selskab, som Holck ifolge sin „Karakter", d. v. s. sin Titel, havde tilhort, ikke. Han havde begaaet den storstc Fejl, man kan begaa i en egoistisk, snæverhjærtet Overklassetid: Han var bleven fattig. Og i sin Fattigdom gav han sig til at skrive for Almuen. Det gode Selskab i hine Dage, Embedsmændene, det lærde Lav og de vel- staaende Borgerfolk havde deres Fordomme saa vel som den fodte Adel. Det horte ikke til god Tone at give sig af med Almuen. Il nc faut jamais se déelasser , siger Franskmanden til Trods for Revolutionen og Omstyrtningen af Tanden regime. Men det var netop det, Holck gjorde, og det tilgiver det gode Selskab aldrig. Han lagde desuden ikke Skjul paa sin Fattigdom. I „Aftenposten" 1781 Nr. 18 læser man: „Til Syge og Sengeliggende 5 Rdlr. og til hvilken anden af Deres Indretninger, De selv behager, 5 Rdl., og til Agent Holck selv for paatagende Umage ved Uddelingen 2 Rdlr." Og under­ neden takker Holck frimodigt for de tilsendte 2 Rdl. „som for en usædvanlig Opmærksomhed." Det turde vel i ovrigt være ettalende Vidnesbyrd for Holcks anerkendte Hæderlighed og Redelighed, at han, den fattige Fallent, stadig vedblev at modtage Gaverne til Syge, til Spisningskassen og Skolerne. Men den væsentligste Grund til den Ringeagt, Holck var Gen­ stand for i visse Kredse, laa dog vist i, at han levede for en Idee og forsomte sin Forretning. Sligt vil Folk i Almindelighed altid finde ikke blot dumt, men latterligt. Holck ironiserer selv derover: Forsøg, min Ven, kun et og andet, Som kan for staten væro Gavn, Fortær dig selv, og hele Landet Skal nævne spottevis dit Navn. Vær patriotisk kun med Munden, Det Praktiske er Daarens Værk, Og du skal trives ret af Grunden, Og blive baade fed og stærk. og med nogen Bitterhed tænker han paa sin egen Skæbne, naar han synger: Den, som vil op, see han skal vippes, Og vil ban frem, saa skal ban staa, Og faar ban Uld, saa skal ban klippes Omsider skal ban rent forgaa.