086534487

33 skriver Wessel i sit ufuldforte Digt „Vaaren". Det forste vil lian næppe hævde som fuld Sandhed; det sidste derimod nok; lian hov­ lede godt, naar han traf paa Smagløsheder og Platheder i Vers. Det var for Wessel, med hans Arrogance og hans Sans for Formen, det værste af alt. Man læse blot hans Advarsel til en anden uhel­ dig Poet: Ser De Provst Hersom, saa sig ham, at dersom lian ej horer op at rime saa taber lian al sin Estime. Hvorledes det gik Provst Ilcrsom, vides ikke. Men der er in­ gen Tvivl om, at den stakkels Holck meget hurtig tabte al sin Estime, da han i 1775 atter optræder som Digter. Nu slaar han imidlertid Harpen i en ganske anden Tone end for. Fra at være Seraliker er han bleven Komiker. Efter at have læst hans komiske Ileltedigt „Steffen i Vinfadet", der udkom 1775, vil man dog være nær ved at foretrække de serafiske Toner for de komiske. Men i sine mange versificerede Leveregler og Husraad, der stod at læse i Aftenposten, og som utvivlsomt meget bidrog til Bladets Udbredelse, kan han være fornøjelig nok. Og af og til kan han skrive baade varmt og kont. Nej, det var ikke Kristenkærlighed, der bragte Wessel til at kaste sig over disse liimerier, kun Lyst til at hovle og til at gore Grin og ikke andet. Men det kunde jo ogsaa være fristende nok. En skønne Dag læste Wessel hos Holck folgende Strofe, som var altfor kostelig, til at han kunde lade den ligge: En fandt for sin Ilosto et Raad i en Bog; Han en af den sorte Slags Ræddiker tog Og kogte i Mælkr hvoraf denno fik Kraften. Hans llosto forgik, da lian drak den hver Aften. Den skikkelige Holck har sikkert ikke haft nogen Anelse om, at det, trods den indsmigrende, ærbodige Indledningsstrofe, var en ren Latterliggørelse af hans eget, udmærkede Husraad, der kort efter blev sendt ham til Offentliggørelse, og som meget højtideligt blev anbragt (Aftenposten 1776, Nr. 37) paa folgende Maade:

3