086534487

48 komme. Og den vilde man dog, — ved det flygtigste Kendskab til ham og hans Virksomhed — rolig kunde beskylde ham for. Det var ikke med Urette, at Folk sagde, han havde for mange .Tærn i Ilden. Det er da ogsaa Grunden til, „at han liden eller ingen Rolighed havde til sine Forretninger“, hvilket han selv beklagede sig over. Hans Holck har sikkert været en stundesløs Mand, og naar han syn­ ger om „Den plagede Alaiul", har han uden Tvivl sig selv for Øje.

Skal jeg een Kop Calle drikke? Skal jeg eller skal jeg ikke? Den maaske gør Blodet sort. Skal jeg sætte mig at skrive? Stop min l ’ibe, dog lad blive! Hvem tog mine Briller bort. Tænd os Lyset, hent mig Iluen! Bring en Dram! hvor lever Fruen? Mine Blomster mangler Vand. Jeg maa sende Manden Hegning. Hvor blev lille Jacobs Tegning? Jeg er ret en plaget Mand.

Ja, vist var Hans Holck en plaget Aland. Alen han synes til­ lige i sit Hjem at have været en lykkelig Aland, i alt Fald at have været lykkelig som Ægtemand. Fra Holcks Haand stammer vist den første danske Digterhyldest til Hustruen: Ven, hvor ofte jog dit Øye Bange Sukke fra mit Bryst! Hjertet vilde du fornoye, Sorger smelte om til Lyst. Kun et Smil, og Frygt forsvinder, Kun et Kys, og Haabet ler, Kun et Klap, og ingen Hinder (Hindring) Mit forsagte Øye seer. Der var nu alligevel ikke ret mange omkring 1770—80 i Dan­ mark, der kunde skrive et Vers saa varmt, naturligt og let. Hans Holcks første Hustru, Bolette Thrane dode efter ti Aars lykkeligt Ægteskab 1704 d. 12. Alaj i Barselseng mod en Son, der d. 7. Alaj blev dobt Casper Henrik, og som maa være dod for 1783. Foruden ham nævnes tre ældre Børn i dette Ægteskab, 1) Feter, der ved Faderens Dod var ansat paa Acciseboden, 2) Gundelad Alar- grete (f. 1759) og 3) Johanne Alarie. Samme Aar, d. 12. November