15 / 35
her, indtil i 1956 den nuværende koncertsal, som er pro
jekteret af arkitekterne Frits Schlegel og Hans Hansen,
blev indviet.
H. C. Lumbye spillede under publikums jubel først og
fremmest sine egne kompositioner, men også Wiener-
dansekomponisternes værker var en fast bestanddel af
programmerne. E t særlig yndet nummer, som publikum
aldrig syntes at kunne høre for ofte, var Johann Strauss’
(senior) „Annen Polka“, populært kaldet „Nr. 3 “, fordi
den ved førsteopførelsen var nr. 3 på aftenens program og
gjorde så stor lykke, at publikum til slut råbte „nr. 3 igen“ .
Kuriøst nok har m an allerede i Tivolis første sæsoner
disputeret bravt pro et contra den alvorlige musik i kon
certsalen. I Carstensens eget officielle talerør „Tivoli-
Avisen“ betonedes det, at „al musik af mere alvorlig
karakter ville endogså være af ren parodisk virkning på et
sted, hvor den ikke har mere hjemme end danse- og
operamusik i en kirke“.
Ikke desto m indre prøvede Lumbye sig forsigtigt frem
med en ouverture i hver afdeling, og den 4. august 1846
opførtes den første symfoni. E t pa r år senere indgik sym-
fonikoncerteme som et fast led i Tivolis program.
Årene gik, og H. C. Lumbye blev „Gamle Lumbye“,
hans helbred, navnlig hørelsen svækkedes, og sæsonen
1872 blev den sidste, i hvilken han dirigerede. H an døde
1874, og samme år rejstes hans buste foran Glassalen, me
dens Rathsacks store Lumbye-monument, som står m idt
for Hovedindgangens illuminationsallé, stammer fra 1930.
Siden H. C. Lumbyes dage har orkestret været ledet af
en række kapelmestre, som hver ha r haft sit særpræg og
påvirket orkestret i sin ånd, men den linie, H. C. Lumbye
efterhånden havde lagt for koncertsalens arbejde, var så
rigtig, a t den stort set følges den dag i dag. Den i ordets
bedste forstand populære musik danner grundlaget for
programlægningen, men derudover har den mere seriøse
1 1