123 / 125
En befriet Bang - thi et vældigt Pres er taget fra de smalle Skuldre - staar nu i
Forværelset mellem
Københavns
Medarbejdere. Han har Penge i Lommen, han
føler sig meget rig. Saa velhavende, at han kan tillade sig at være god. Han spørger
efter Christian Houmark: - Hvor er Lillien?
Og Lillien kommer. Vil han, spørger Bang, stadig i sit overdaadige Lune, spise
Middag med? Hos Frkn. Nimb! Det er netop Tivolis sidste Aften i Sæsonen. Gen
nem den halvaabne Dør hører Witzansky Houmark sige Ja Tak til Indbydelsen.
Hans Ansigt faar et vemodigt Drag. Nu vil Pengene,
hans
Penge, som Bang for
talte skulde bruges til Husleje og en længe ubetalt Skrædderregning, forsvinde i
Hummersalat, Tournedos’er og Aargangsrødvine. Han slaar Døren i med et arrigt
Smæld.
Nede paa Fortovet raaber Bang en Droske an. Én, hvis Kusk ikke kender ham,
og som han altsaa maa betale. - Til Tivoli!
Septemberaftenens tidlige Mørke er ved at sænke sig over Købmagergade.
Buelamperne tændes. Folk paa Vej hjem fra Arbejdet stimer mod Nørrebro. He
stens Hovslag næsten siuges af Cykleklokkers Kimen. Herman Bang lægger Nak
ken tilbage paa det røde Plys. Næseborerne vibrerer. Han indsnuser Gaden og
dens myldrende Liv:
- Jagu’ er København blevet en stor By.