DetKglKøbenhavnskeKlasselotteri

1 pct. til administration. Fra 1921 til 1934 var afkortningen 19 pct., som

fordeltes med 10 pct. til staten, 7 pct. til kollektørerne og 2 pct. til ad

ministrationen, altså 81 pct. til gevinster. Den nugældende ordning har

været praktiseret fra 1934.

Indtil 1943 stod der i spilleplanen, at alle gevinster udbetaltes

uden

rabat. Dette ændredes im idlertid ved en lov af 19. december 1942, hvor

efter der indeholdtes 15 pct. af samtlige gevinster, som oversteg 200

kroner. Denne afkortning indbringer staten ca. 1,3 million kroner om

året. T il gengæld mistede staten en anselig indtægt på et andet område,

idet gevinsterne, der hidtil havde skullet belægges med indkomstskat, blev

fritaget for denne således, at der kun skulle betales formueskat af den

ved årets udløb ikke forbrugte del af gevinstsummen. Nettoprovenuet

fordeles med halvdelen til statskassen og halvdelen til den mellemkom

munale udligningsfond.

Statens egentlige og store indtægt af lotterispillet stammer fra stempel

afgiften, hvis størrelse senest er bestemt ved lov af 22. marts 1951.

A fgiften indførtes ved lov af 19. februar 1861 og fastsattes oprindelig

til beskedne 4 skilling — fra 1875 til 10 øre — pr. lodseddel pr. klasse,

uanset om det var hele, halve, fjerdedels eller ottendedels sedler, og denne

overkommelige sum øgedes ikke før 1912. Fra dette år blev stempelaf

giften 1 kr. pr. hel seddel, 65 øre pr. halv seddel, 40 øre pr. fjerdedels

og 20 øre pr. ottendedels seddel. I 1921 øgedes afgiften for de tilsvarende

seddelkategorier til henholdsvis 2 kr., 1 kr., 50 øre og 25 øre pr. klasse

for endelig efter ovennævnte sidste bestemmelse at stige til det dobbelte,

altså henholdsvis 4 kr., 2 kr., 1 kr. og 50 øre. Stempelpengene giver nu

staten den anselige årsindtægt 7,6 millioner kroner.

Som flere gange nævnt har der altid været uenighed om, hvorvidt det

var moralsk forsvarligt, at staten drev et lykkespil, og om hvorvidt så

danne spil under nogen form i det hele taget burde være tilladt. Med sin

skarpe holdning over for den del af lykkespillene, der falder ind under

begrebet hasard, må det vel siges, at staten indbyder i nogen grad til

kritik af holdningen over for andre kategorier som lotteri, præmieobliga

tioner, totalisatorspil, tipstjeneste etc. D et er im idlertid aldeles givet, at

mangfoldige af statens borgere ikke vil undvære den spænding, der føl

ger med at »prøve lykken«, og da må det fornuftigvis føles som en be-

tryggelse mod al svindel og fidusmageri, at staten leder og garanterer

for ærligheden af de eksisterende og tilladte spilleformer. D et er desuden

uimodsigeligt, at sådanne indtægtskilder flyder så umærkeligt for borger

skabet og at alle pengene tilgår ad frivillighedens vej i en så afgørende

grad, at man inderligt kunne ønske, alle andre midler til statsdriften

havde samme behagelige egenskaber.