9 / 103
F O R H I S T O R I E N
S
aaledes som Forholdene har udviklet sig her i Landet, hvor den
langt overvejende Del af Skotøjsindustrien har samlet sig i Køs
benhavn, kan det ikke være andet, end at Foreningen af Kø*
benhavns Skotøjsfabrikanters Historie i det store og hele maa blive
den danske Skotøjsindustris Historie. Ifølge Forholdenes Natur maatte
der selvfølgelig eksistere en Skotøjsindustri, før der kom en Skotøjs*
fabrikantforening, men saa snart man virkelig kunde begynde at tale
om en Skotøjsindustri af nogen Betydning, fandt Fabrikanterne ogsaa
hinanden i et Samarbejde for de fælles Interesser.
Industriens Begyndelse her i Landet var ikke lovende. Den første
Fabrik oprettedes i 1874, den hed Københavns Skotøjsfabrik og var
et Aktieselskab; men i Løbet af
6
Aar havde den opbrugt sin Kapital
og maatte likvidere. Til denne Fabrik var i forskellige Egenskaber
knyttet flere af de Mænd, der senere kom til at spille en Rolle som
Fabrikanter, deriblandt S. Sørensen og W S c h å f e r . Sporene skræm*
mede imidlertid ikke, idet daværende Skomagermester S. Jo h n s e n i
1879 oprettede en Fabrik, og det samme gjorde S. Sø rensen i 1880,
da Københavns Skotøjsfabrik var ophørt, og inden længe fulgte W .
S c h å f e r og M. G o l d s t e i n efter.
Nu maa man ikke tænke sig disse Fabrikker i Lighed med Nutidens
med deres lange Rækker af Maskiner og stærke Arbejdsdeling. Der
fandtes paa de ældste Fabrikker ikke andre Maskiner end nogle Sy*
maskiner med Fodkraft, en Stanse til Udhugning af Underlæderet og
en Gennemsyningsmaskine, og hele Skoens Fremstilling var kun delt
i 5—6 forskellige Arbejdsprocesser, medens man paa en moderne Sko*
tøjsfabrik kan komme op paa et Antal af ca. 170 forskellige Arbej*
dere, der har hver sit lille Arbejde at udføre, inden Skoen bliver
færdig, og der anvendes op til 200 forskellige Maskiner. Men selv
om Arbejdsdelingen endnu kun var gennemført i meget ringe Grad,
bevirkede den dog i Forbindelse med, at Fabrikkerne producerede
Standardvarer, at Fabrikkerne kunde producere langt billigere end
Haandskomagerne, der maatte tage individuelle Hensyn overfor hver