105 / 364
50
K ø b e n h a v n s e g n e n s B e b y g g e l s e
Men det er ikke i Jordfundene, at vi her skal søge Minderne om Jern
alderens og Vikingetidens Befolkning.
Sent i Broncealderen eller snarere tidligt i Jernalderen synes Befolkningens
forskellige Smaastammer at have samlet sig hver indenfor sit Landomraade.
Man kan formode, at Anledningen hertil kan have været sakral, en Samling
omkring Helligstedet,
Viet,
men af stor Betydning har
det ogsaa været, at
H julplo
ven
afløste Hakken og den
ældste primitive Plov,
Arden,
som det almindelige Redskab
til Markens Bearbejdelse. De
gamle, nærmest kvadratiske
Smaaagre blev afløst af Plov
jordens lange Strimler og En
keltmandslandbruget af Fæl
lesdriften. Derved opstod de
Bebyggelsescentre, hvoraf de
senere Landsbyer har deres
Udspring.
Det er
Landsbyer,
hvis
Navne ender paa
-inge
(sæd
vanlig Stammenavne)
-um
(heim, Hjem), eller
-bjerg
(Helligbjerget), som synes at
tilhøre det ældste Lag. Det
er en Regel, at disse ældste
Landsbyers Jordtilliggende er
afgrænset ved Naturgrænser, ved Vand, Skov eller Ødemark. Københavns Om
egn,
Støvnæs Herred
(1231
Støfnæs hæreth, Stufnis hereth) omfattede den sjæl
landske Hoveddel, som var afgrænset ved Stranden, Harrestrup Aa, Kags Mose,
Utterslev Mose og deres Afløb gennem Emdrup Bækken og Rosbækken til Sun
det, samt Amager, der bebyggelsesmæssigt er et selvstændigt Omraade.
Den sjællandske Hoveddels ældgamle Landsbyer er
Solbjerg
(1193
Sol-
biarga,
1377
Solbyerghe)
og Husum
(1370
Husum).
Den i
1621
nedlagte Landsby
Solbjerg
laa ved Fasangaarden i Frederiks
berg Have. Den havde selve det hellige Solbjerg paa sin Jord og bar selv Navn
efter Bjerget. Den er ubestridt den ældste af Landsbyerne. Dens Jord omfattede
oprindelig hele Herredet og fik senere Gjeveaaen som Nord- og Østgrænse.
Fig. 13 .
P aalstav af B ronce fra B jørnsdal.
Fig. 14 .
F u n d fra æ ldre B ronceald er fra B ispebjerg.