187 / 275
183
D et var dengang, hele det le*
vende København mødtes un*
der Paafuglens Hale, alt det,
der v ar ungt indenfor T eater
og L itteratu r — Politik — Ma*
lerkunst og Presse. Der udfol*
dedes her under Kastanjernes
K roner en Livsglæde, et Hu*
mør, et Kammeratskab for
hvilket Aarene siden da des*
væ rre intet Sidestykke har til
Opvisning. Der var altid Fest*
glæde i »Grøften«.
H v ad er det for en Ungdom,
vi h ar nu, H e rr Marcher? Den
har Motor, Trav, Knockout*
Film og Dirt*track paa Hjernen; men har De nogensinde hørt
den
sige noget?
D e t skyldtes vel i Særdeleshed Krigen, at de prægtige Kliker
blev splittet for alle Vinde, idet et nyt og mægtigt Publikum
skyllede indover Etablissementet og kom til at dominere, ogsaa
i »Grøften«.
D e t er altsaa snart mange A a r siden, jeg var Stamgæst i »Grøf*
ten«, og jeg kan nu kun betegnes som »Forhenværende«. Jeg
danner saaledes en Undtagelse fra Reglen. Mens Folk gerne
ender i Grøften, begyndte jeg der. Men jeg bærer paa de bedste
M inder derfra, Erindringer om en lykkelig, frejdig, humørfyldt
og livsfrodig Ungdom.
Og nu er De kommen i den Alder, hvor man skriver sine
Erindringer. Ak ja, T iden glider umærkeligt bort, ligesom smut*
ter mellem Fingrene paa os; men naar De — som nu — et Øje*
blik er standset og har set tilbage, og velsagtens rystet lidt be*
kym ret paa Hovedet, tager De Dem naturligvis resolut med et
Snuptag i N a k k en og tripper videre igen — forhaabentlig et
langt T rip endda — til De pludselig bemærker, at nu stilles
Stolene og Bordene sammen, og De hører den triste Røst: »Saa
lukker vi, mine Herrer!«
D e t er Opbrudets, Afslutningens pinlige Stund, før det ende*
lige Opgør foran det store Kasseapparat. Saa gælder det, om
Bon’erne passer.