380 / 854
D AGSBEFALINGER.
345
bereder Is, har Ret til at forhandle Varen fra Bopæl eller
Værksted, men ikke fra Butik jfr. Domme i Ugeskrift for
Retsvæsen 1884, Side 827, og 1892, Side 411. Som Bopæl
kan kun betragtes selve den Lejlighed, hvori Paagældende
bor, som Værksted kan Vognen eller anden flyttelig Indret
ning, hvorfra Salget foregaar, ikke betragtes allerede af den
Grund, at den egentlige Tillavning af Isen sker andetsteds og
den eller det Sted, hvor Forhandlingen foregaar, kan ikke be
tragtes som en Butik, da dertil kræves, at Udsalgsstedet har
en fast og blivende Karakter jfr. Dom i Ugeskrift for Rets
væsen 1895, Side 707.
1911, 22. Marts.
Da der jævnlig fremkommer Klager over,
at der saavel i Kalvebodstrand som paa de til Kalvebodstrand
stødende Landstrækninger udøves Jagt paa Brevduer, paalæg
ges det Politistyrken navnlig i de Politikredse, der berøres af
Kalvebodstrand, at føre nøje Tilsyn med, at der ikke udøves
Jagt paa Brevduer. De Personer, der antræffes i at udøve
Jagt paa Brevduer, vil være at drage til Ansvar, saaledes
som nærmere angivet i Justitsministeriets Cirkulære af 22.
August 1890. De af Militærautoriteterne udstedte Jagttegn
vedrørende Jagten ved Kalvebodstrand berettiger ikke til ogsaa
at jage Brevduer.
Cirkulæret af 22. August 1890 er saalydende:
„Da det er kommet til Justitsministeriets Kundskab, at
Brevduer i den senere Tid ofte har været Genstand for Efter
stræbelser under de af Brevdueforeningerne foranstaltede Flyv
ninger, idet det er forekommet, baade at saadanne Duer er
bievne skudte under Flugten, og at dræbte Brevduer, forsynede
med Ejerens Navn og Mærke, af Uvedkommende er bievne
offentlig fremstillede til Salg, ligesom ogsaa, at Brevduer, der
er blevet lokkede ind i fremmede Slag, er blevet tilbageholdte
og tilegnede, skal man med Bemærkning, at saadanne ulovlige
Tilegnelser af Brevduer efter Omstændighederne vil kunne
straffes som Tyveri eller i Medfør af Bestemmelserne i Straffe
lovens 25. Kapitel, tjenstligst anmode d’Hrr. om at ville have
Deres Opmærksomhed henvendt paa det nævnte retsstridige
Forhold og i forekommende Tilfælde eventuelt at ville foran
ledige de skyldige dragne til Ansvar“.
[1911, 9. Marts.]